24-årig vil gerne fortælle de positive historier om bl.a. kemi i landbruget

Ung landmand er blevet populær på især YouTube, hvor han forsøger at give landbruget et bedre image

markfoto-3

Flere end 18.000 abonnenter og sammenlagt 2,5 millioner visninger taler sit tydelige sprog. Derudover er han aktiv på de sociale medier Instagram og TikTok.

Den 24-årige landmand Mikkel Smedegaard elsker landbruget og ærgrer sig over, at ikke alle deler hans lidenskab. Derfor forsøger han at give landbruget et bedre image og at bryde med de stereotyper, han møder på de sociale platforme.

”Jeg synes i bund og grund bare, at det er en skam, at vi ikke alle anerkender, hvor mega fucking gode vores landmænd er, når det gælder både dyrevelfærd, klima og miljø, når man sammenligner med alle mulige andre lande. I stedet snakker vi om at udfase konventionelt landbrug og det ene og det andet, men hvis man gør det lige nu, vil produktionen nok bare blive rykket et andet sted hen, hvor forholdene er endnu værre”, forklarer han til Effektivt Landbrug.

”Jeg kan sagtens forstå, man har sine holdninger til kemi. Det må give ingen mening, når man kommer fra byen, at der er nogen i landbruget, der er nødt til at bruge kemi, og at der er andre, der ikke gør. Økologer for eksempel. Og det er bare meget, meget svært at forklare. Men hele den Roundup-debat, vi har gang i, er helt hen i vejret. Det virker som om, at glyphosat bliver udskældt som undskyldning for at føre symbolpolitik. Rent fagligt synes jeg ikke, det giver særlig god mening. Vi er overhovedet ikke kommet i mål på kemifronten, men jeg synes, vi har et af verdens bedste landbrug i Danmark”, tilføjer Mikkel Smedegaard.

Hvis du abonnerer på mediet, kan du læse hele artiklen fra Effektivt Landbrug via linket HER. Du kan desuden se en del af Mikkel Smedegaards “Mit liv som landmand”-videoer via hjemmesiden HER.

Af Christian Ingemann Nielsen, cin@baeredygtigtlandbrug.dk

Scroll to Top