”Nogen er jo nødt til at banke i bordet!”

Vestjyden Thomas Jensen er træt af løgnene om dansk landbrug og ser frem til at kæmpe for sine landmandskolleger som nyvalgt medlem af Bæredygtigt Landbrugs bestyrelse

thomas-1

Debatten, diskussionen og forhandlingerne om en kommende CO2-afgift bygger på en løgn – og er et rigtig godt eksempel på, at der mere end nogensinde er brug for en interesseorganisation som Bæredygtigt Landbrug.

Det mener Thomas Jensen, en snart 50 år gammel landmand, som på foreningens generalforsamling forleden blev valgt ind i bestyrelsen. Og som glæder sig til at blive en del af kampen for et både fagligt og juridisk korrekt reguleret landbrugserhverv.

”Tænk på majsen herovre”, siger Thomas Jensen – og peger ud over markerne lidt udenfor Lønborg midt imellem Tarm og Ringkøbing Fjord.

”Dén majs vokser tre meter på seks måneder. Det gør den takket være sollys og CO2. Vi hører hele tiden om, hvordan vores landbrug udleder CO2, og så indgår det stort set ikke i debatten, at især afgrøderne jo faktisk også optager CO2. At det så også er os, der producerer svinefoderet, som skal straffes – og ikke de kinesiske forbrugere, som spiser svinekødet – er jo helt åndssvagt. Det sker gang på gang på gang på gang, at man svindler, bedrager og decideret lyver om vores erhverv. Vi har derfor en kæmpe opgave foran os, når det handler om at overbevise især københavnere, århusianere og andre byboere om, hvad der egentlig er op og ned i fødevareproduktionen – for de aner det ikke”, tilføjer han.

Det er først og fremmest stoltheden over landmandserhvervet, der fik den vestjyske landmand til at stille op til Bæredygtigt Landbrugs bestyrelse. Danske landmænd tilhører således verdenseliten indenfor både kvalitet, fødevaresikkerhed, miljø og klima, hvis du spørger Thomas Jensen – og såmænd også, hvis man spørger uafhængige, internationale analyseinstitutter.

Personligt har han også en hel del at være stolt af. Thomas Jensen viser således hjertens gerne rundt på bedriften Clausagergaard – der udover 14 ansatte og dagligt en håndfuld besøgende skolebørn også huser familien med hustruen Bodil og børnene Peter, Jesper, Louise og Søren – samt i øvrigt godt og vel 3.000 søer.

Hans far, BL-æresmedlem Poul Uhrenholt Jensen, bor tre kilometer væk i retning mod Tarm og hans bror Anders lige midt imellem de to. Der er ikke – som mange tror – tale om et egentligt fælles selskab mellem de tre familiemedlemmer, men om at matriklerne og bedrifterne hjælper, samarbejder og handler med hinanden.

”Jeg laver grisene, som jeg så sælger til min bror. Han har vel cirka 100.000 smågrise årligt. Jeg lejer også min jord ud til ham. Far og mor passer grisene. Og så køber jeg i øvrigt kernemajs tilbage af dem igen. Så vi gør alle, hvad vi kan i denne her familie, for at nyde godt af hinanden. Og så kan det godt være, at vi har lidt for travlt til at kunne ses til hverdag – men juleaften er vi nu altid sammen”, griner Thomas Jensen.

Tilbage til dansk landbrugs og danske landmænds rammevilkår, der ifølge den 49-årige landmand burde være mere rimelige. Thomas Jensen understreger, at han lever fint med ikke at blive honoreret for alt det gode, verdens bedste landmænd i Danmark leverer til nationen og omverdenen. Han kan imidlertid ikke leve med usandhederne, der tydeligvis satte aftryk på minkskandalen og altså som nævnt også præger debatten om en måske kommende CO2-afgift.

”Dén afgift er jo bare en skat. Enhver med forstand på emnet – og det er desværre de færreste, som har det – ved jo, at planter optager CO2. Vi må bare ikke tælle det med. Det svarer til, at man sidder nede i banken og taler om et muligt lån med sin bankrådgiver, og så insisterer vedkommende på kun at regne på udgifterne, ikke indtægterne. Nogen vil kalde det kreativ bogføring. Jeg vil kalde det svindel”, lyder det fra Thomas Jensen.

”Jeg tror sådan set, at alle mine naboer – og de er ikke landmænd – ser positivt på det her. Problemet er København og embedsvældet. Og det værste er, at den dér såkaldt store landbrugsorganisation, der holder til inde på Axelborg, jo har medarbejdere, som bor inde i storbyen, og hvis børn går i privatskoler med meningsdannerne i Storkøbenhavn. Derfor forstår ikke engang Landbrug & Fødevarer, hvordan danske landmænd tænker. Jeg havde engang en L&F-direktør i røret, fordi jeg havde skrevet et kritisk læserbrev, og jeg var virkelig rystet, for det lød, som om jeg talte med en fra Danmarks Naturfredningsforening. Tro mig: En af de bedste beslutninger, Bæredygtigt Landbrug nogensinde har taget, var at flytte til Fredericia – så man dog er nogenlunde sikker på, at medarbejderne bor langt fra storbyen”, siger han.

Bæredygtigt Landbrug er for Thomas Jensen den organisation, der siger, når nok er nok:

”Nogen er jo nødt til at banke i bordet! Hvis ingen gør noget, ender det helt galt. Det duer ikke, at man lyver i et demokrati, og derfor kan erhvervet ikke undvære Bæredygtigt Landbrug. De andre, de er jo bare nogle spejderpiger, som er venner med alle dem, vi skal holde i ørerne. Vi er også nødt til at gøre op med bureaukrati, formynderi og forskelsbehandling – der bl.a. bevirker, at i det offentlige får man bevilget en mio. kr. mere, fordi det er synd for nogen, og hos os får man en bøde på 30.000 kr., fordi der er bøvl med papirerne i relation til staldarbejdet”, som han formulerer det.

”Man siger, at den, der har evnen, har forpligtigelsen til at levere. Så er det jo helt vanvittigt, at vi har en såkaldt fødevareminister, som ikke ønsker at lave korn til et marked præget af fødevaremangel. Tænk sig, at vi kan lave mere korn, men fødevareministeren vil ikke give lov til det!”, siger han.

Hvad Thomas Jensen selv vil kunne bidrage med i Bæredygtigt Landbrugs bestyrelsesarbejde – foreløbig i en periode på de kommende to år – tør han endnu ikke spå om.

”Jeg er jo sådan set ikke andet end en bondemand, som arbejder hele tiden”, siger han.

Dog har han selv gode erfaringer med at italesætte landbrugets udfordringer overfor omverdenen. Både når det gælder de fire, fem eller seks skolebørn, som hver eftermiddag kommer forbi Clausagergaard og suger til sig af landmandsmiljøet. Og når det angår de utallige andre skoleklasser samt spejdergrupper og polterabender, der har lagt vejen forbi Tarmvej 57 – og dermed hver gang er blevet klogere på, hvordan og hvorfor vi egentlig producerer så mange fødevarer her til lands.

”Mange af dem, som kommer på besøg her, kender det højeste bjerg i Peru eller temperaturen på Venus. De ved alt muligt om alskens ligegyldige ting. Men de ved intet om det, de har i maven. Og når jeg eksempelvis fortæller dem, at vi ikke må medregne optaget af CO2 i klimaregnskaberne, tror de simpelthen ikke på mig, indtil jeg langt om længe får dem overbevist. Så det er virkelig en diskussion, der er op ad bakke”, siger han.

”Det er dét, der er hele problemet: Jo færre der har fætre og onkler på landet, jo nemmere er det at bilde folk alt muligt ind om landbrug og landmænd”, tilføjer Thomas Jensen.

Det ændrer dog ikke på, at han stadig nyder sin hverdag og sin metier og håber at skulle være landmand resten af sine dage. Om nogle af de fire børn følger i hans fodspor, er for tidligt at spå om.

”Det må de selv bestemme”, siger han først ret bestemt.

Og så smiler Thomas Jensen alligevel lidt skævt – og skynder sig at indskyde:

”Men det håber jeg da, at de gør. Vi gør vel, hvad vi kan…”

Thomas Jensen var det eneste nyvalgte bestyrelsesmedlem ved generalforsamlingen på Bygholm Landbrugsskole forleden. Her afløste han legendariske Flemming Fuglede Jørgensen, som ikke ønskede genvalg. Den øvrige bestyrelse i Bæredygtigt Landbrug består af formand Peter Kiær, næstformændene Gustav Garth-Grüner og Jørgen Brønd samt de menige medlemmer Ann Louise Worsøe Jørgensen, Peter Rosendal, Peter Bohsen Jensen, Klaus Aage Bengtson, Hans Henrik Pørksen og Niels Hauge Mikkelsen.

Af Christian Ingemann Nielsen, cin@baeredygtigtlandbrug.dk (tekst og foto)

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen
Please accept [renew_consent]%cookie_types[/renew_consent] cookies to watch this video.