Af Lene Christensen, Tappernøje
I Sjællandske den 11. februar prøver miljøministeren at samle sympati for naturnationalparker ved bekymret at give udtryk for, at modstanderne ikke forstår, eller hvad værre er, ikke vil acceptere, at vi står midt i en naturkrise.
Men miljøministeren tager fejl.
Vi ved godt, at den globalt stigende befolkningstilvækst presser naturen, og vi ved, at ministeren ved, at vi ved det.
Men ministeren smyger som sædvanligt udenom og nægter at tale om det egentlige problem, nemlig modstanden mod rewilding og udsætning af tusindvis af husdyr bag kilometervis af hegn. Det vil ministeren ikke tale om. Måske fordi der ingen evidens findes for, at rewilding giver mere biodiversitet, eller måske fordi der, når talen falder på rewilding som en naturforbedrende løsning, hersker meget stor uenighed blandt forskere og fagfolk – bortset fra i den lille kreds, der rådgiver ministeren.
Dyrevelfærd er en saga blot
I stedet for at lytte til en befolkning, der som udgangspunkt takkede stort ja til mere natur, har miljøministeren, ud fra sin egen utilslørede uvidenhed om emnet, valgt at præsentere et for naturen uetisk og ødelæggende projekt uden faktuel evidens, et projekt udelukkende baseret på en snæver gruppes ”hypoteser” og et projekt med en allerede defineret og fastlåst konklusion.
Borgere i hele landet har udtrykt forargelse over eksperimentet med rewilding, men miljøministeren har valgt ikke at lytte til protesterne. Tværtimod!
Enhver kritik af dyrevelfærden bliver fejet af banen på arrogant vis og affærdiget med en påstand om naturfornægtelse. Men igen tager miljøministeren fejl. Modstanden bunder alene i den enøjede og uanstændige løsning, hun og en lille gruppe fanatiske biologer ser som den eneste, og som hun er i gang med at presse ned over hovedet på en efterhånden meget, meget vred befolkning.
Loven tillader dyremishandling
Og på trods af miljøministerens forvisninger om dyrevelfærd, har ministeren fået vedtaget en særlov L-229, der stiller husdyrene på statens arealer i naturnationalparkerne langt ringere end husdyrene udenfor.
L-229 tillader, at dyrene kun tilses jævnligt og på flokniveau, og ikke dagligt og på individniveau, som Dyrevelfærdsloven kræver, hvilket fremadrettet betyder, at hvis et dyr lider, er det ikke længere en overtrædelse af loven, hvis man ikke ser det. Denne særlov er kommet til, fordi erfaringen viser, at Naturstyrelsen ikke selv magter at behandle sine dyr efter gældende dyrevelfærdslov.
Virkeligheden overgår fantasien
At dyrene vil lide, er ikke en udokumenteret påstand. Igennem det seneste halve år har vi dagligt set, og dokumenteret, helårsgræssende dyr sulte og dø på statslige, kommunale og private naturarealer, i en grad der overstiger enhver fantasi.
For mens miljøministeren stadig kæmper med at overbevise befolkningen om nødvendigheden af statslig vanrøgt, har Fødevareministeriet for længst ført planerne ud i livet, og her har man i årevis arbejdet med rewilding under dække af helårsgræsning uden tilskudsfodring.
En omkostningseffektiv driftsform perfekt tilpasset de statslige, kommunale og fondsejede naturarealer, der for alvor kan gå ombord i det store tag-selv-bord af EU’s naturstøttekroner – og jo mindre dyrene får at æde, jo større er støtten. Velbekomme!
Heldigvis er indhegnede naturnationalparker med rewilding ikke en realitet endnu, men i naturplejen med helårsgræsning har vi fået en forsmag på, hvad der venter, og Naturstyrelsen har for længst taget førertrøjen i vanrøgt af vores husdyr.
(Indlægget har også været bragt i en kortere version som læserbrev i dagbladet Sjællandske. Skribenten har givet tilladelse til, at teksten gengives på Bæredygtigt Landbrugs hjemmeside).
