Myndigheder laver ikke korrekte pesticidopgørelser

Pesticidkrav gælder ikke grundvandsboringer, men grundvandsforekomster som helhed. Myndighederne laver ikke disse opgørelser

Vand glas

GEUS udgiver hvert år opgørelser over fundprocenter for pesticider i grundvand. Men GEUS – der er den myndighed, der står for at udarbejde disse statistikker i Danmark – laver slet ikke opgørelser, der på nogen måde har relevans i forhold til lovgivningen i Danmark og EU.

Som Bæredygtigt Landbrug tidligere har kunnet berette, gælder pesticidkrav til drikkevand ikke for boringer, men for det vand, der kommer ud af vandhanen. En tilsvarende misforståelse er der på området for grundvand og grundvandsboringer.

Ikke ordentligt fagligt grundarbejde

”Det er jo absurd, at man siden 1990 ikke har lavet de korrekte opgørelser for fund af pesticider. Man har lavet primitive optællinger i stedet for at lave det faglige grundarbejde, der kunne give en troværdig beskrivelse af dansk grundvand”, siger faglig direktør i Bæredygtigt Landbrug, Jørgen Evald Jensen.

De krav, der er for pesticider i grundvand, gælder ikke for den enkelte boring, men for hele grundvandsforekomster.

En grundvandsforekomst er af Miljøstyrelsen defineret som ”en separat mængde grundvand i et eller flere grundvandsmagasiner”. Derfor kan man heller ikke tale om en overtrædelse af kravværdien for en enkelt boring, fordi kravværdien altså gælder disse store grundvandslommer som helhed. En grundvandsforekomst kan være mange km2 og have mange boringer, så en enkelt boring er ikke det samme som en grundvandsforekomst. Det vil sige, at fund over kravværdierne på 0,1 µg/l for det enkelte pesticid/nedbrydningsprodukt og 0,5 µg/l for summen af disse i en boring ikke betyder, at der er en overskridelse af kravværdien. Der må i princippet være en hvilken som helst koncentration i den enkelte boring.

Flere fejl i opgørelsesmetoden

Samtidig opgør GEUS fundene som den højeste værdi, der er målt i et år. Dette er også i modstrid med, hvordan det skal opgøres. Ifølge direktivet på området er det årsgennemsnittet, man skal bruge. Så hvis der et år laves tre målinger i en boring, hvor der er henholdsvis 0,04, 0,08 og 0,12 µg/l, så skal man bruge 0,08 µg/l, da det er gennemsnittet. Men GEUS bruger 0,12 µg/l, hvilket er i klar modstrid med reglerne på området.

Der er i øjeblikket et arbejde i gang med at ændre den måde, man opgør fund af pesticider, men det vides endnu ikke, om det betyder, at GEUS stopper med at lave de vildledende opgørelser.

Bliver der rettet op?

”Det er klart, at det ikke giver nogen mening at se på en tilfældig maksimal værdi, når man vil se på den reelle udvikling. Min forventning er også, at man vil lave korrekte opgørelser i fremtiden. Det er simpelthen ikke godt nok, at man i årevis har vildledt offentligheden, men det er positivt, at man nu siger, at man vil forsøge at rette op på det”, siger Jørgen Evald Jensen.

Det er et større arbejde at lave denne omlægning, og Jørgen Evald Jensen ser med bekymring på, hvorvidt man kommer til at lave opgørelserne korrekt fremover, eller om man igen får lavet vildledende og negative opgørelser.

Af Jens Sillesen, jsi@baeredygtigtlandbrug.dk

Scroll to Top