”Intet andet land i verden har som strategi at hegne deres natur ind!”

Professor i biodiversitet sætter spørgsmålstegn ved naturnationalparkerne, hvis placering blev offentliggjort torsdag formiddag

Miljø og Fødevareministeriet

Professor i biodiversitet på Københavns Universitet, Carsten Rahbek, er egentlig som udgangspunkt tilhænger af idéen om naturnationalparker. Men skal man have mere natur i Danmark, er det afgørende med folkelig opbakning, og det hjælper de øjeblikkelige planer umiddelbart ikke på, forklarer han. Naturnationalparkerne er arealer, hvor der ikke må dyrkes jord, og hvor græssende dyr skal hegnes inde.

”Lige nu har vi en kæmpe diskussion, der sætter befolkningsopbakningen under pres. Og der kommer ikke til at ske mere i Danmark, hvis vi er ved at flå hovedet af hinanden om 0,7 procent af arealet. Skal man have store forandringer på naturområdet, så skal man have befolkningen med. Det er en af de største udfordringer”, lød det ifølge Altinget fra professoren, da han forleden talte ved SF’s landsmøde.

”Der er enorm faglig uenighed om, hvorvidt udsætning af græssere er en nødvendighed for at sikre biodiversiteten. Det er der både i Danmark og internationalt. Græssere kan gøre gode ting. Hegn kan gøre dårlige ting. Der er intet andet land i verden, der har som strategi at hegne deres natur ind”, forklarede Carsten Rahbek også.

Hvis du abonnerer på mediet, kan du læse mere i Altingets artikel om professorens kritik af Miljø- og Fødevareministeriets udspil HER. Derudover kan du se Bæredygtigt Landbrugs indspark til debatten om det, mange kalder statslig dyremishandling, i teksten HER.

Torsdag formiddag blev det i øvrigt offentliggjort, hvor de 10 nye naturnationalparker efter planen skal placeres. Lokationerne er som følger:

  • Læsø Klitplantage (Læsø Kommune).
  • Hanstholm i Thy (Thisted Kommune).
  • Husby Klitplantage i Vestjylland (Holstebro Kommune).
  • Kompedal Plantage i Midtjylland (Silkeborg Kommune).
  • Mols Bjerge i Djursland (Syddjurs Kommune).
  • Nørlund Plantage og Harrild Hede i Midtjylland (Ikast-Brande Kommune og Herning Kommune).
  • Draved Skov og Kongens Mose i Sønderjylland (Tønder Kommune).
  • Hellebæk Skov og Teglstrup Hegn i Nordsjælland (Helsingør Kommune).
  • Bidstrupskovene på Midtsjælland (Lejre Kommune).
  • Ulvshale Skov på Møn (Vordingborg Kommune).

Du kan læse mere om de 10 nye samt fem eksisterende naturnationalparker i Effektivt Landbrugs tekst HER og i Landbrugsavisens omtale HER samt i Maskinbladets artikel HER.

Af Christian Ingemann Nielsen, cin@baeredygtigtlandbrug.dk

Scroll to Top