Flemming Fuglede fik ret

De, som har været på nakken af landmændene, må erkende, at dansk landbrug leverer på alle væsentlige parametre – skriver Effektivt Landbrugs chefredaktør

Jakob Lund-Larsen

Af Jacob Lund-Larsen, chefredaktør for Effektivt Landbrug

Den, der har ret, får ret, har det lydt i mere end et årti fra Bæredygtigt Landbrug.

En af dem, der har sagt dette højest, er den forhenværende formand Flemming Fuglede Jørgensen. Onsdag takkede landmanden fra Løkken endeligt af, da han forlod BL’s bestyrelse på foreningens generalforsamling.

Krigen kan lære os meget

Meget er sket i de år, hvor Flemming Fuglede Jørgensen har været et aktiv for BL. Men intet har gennem årene været så dramatisk som den aktuelle krig i Ukraine og deraf følgende energi- og fødevarekrise. Over for Effektivt Landbrug lægger Fuglede ikke skjul på, at han er dybt berørt af krigens gru i Ukraine, meningsløs som den er.

Der er ingen vindere i krig. Det ved vi alle. Men skal der komme det mindste positive ud af krigens ulykker, kan det måske være, at de mennesker, som med stigende kraft har været på nakken af landbruget i Danmark, begynder at få et nyt syn på erhvervet.

Essentiel fødevareforsyning

Man skal således være både døv og blind, hvis ikke man vil anerkende, hvor afhængige vi alle er af forsyninger af energi samt sunde og sikre fødevarer. Produceret under nogle af verdens bedste vilkår set gennem dyrevelfærds- og klimamæssige briller.

Er der plads til forbedringer i den danske fødevareproduktion? Ja, naturligvis. Det anerkender erhvervet da også. Og arbejder dagligt for at gøre det bedre. Men se jer om i verden, I der er kritiske over for den danske landmand. Og læg mærke til, hvilket nyt lys krigen i Ukraine i grunden kaster over de fødevareforsyninger, vi alle har taget for givet i årtier, men som nu ikke længere er helt så selvfølgelige. Og som er steget voldsomt i pris på få uger.

Han har ret, og han fik ret…

For en mand som Flemming Fuglede Jørgensen, der med sine næsten 70 år har oplevet lidt af hvert, er der ingen tvivl – danske landmænd kommer i de kommende år til at opleve en medvind uden fortilfælde. Simpelthen fordi efterspørgslen efter sunde og sikre fødevarer vil være enorm. Det vil, påpeger Flemming Fuglede Jørgensen, blive sådan, at de, der har været på nakken af landmændene, må erkende, at dansk landbrug leverer på alle væsentlige parametre – herunder også klima og dyrevelfærd.

Det er i grunden ikke nye toner fra Flemming Fuglede Jørgensen, at samfundet har brug for fødevareproducenterne. Det har han sagt længe.

Han har haft ret hele tiden. Nu er det bare endnu mere tydeligt, hvor vigtigt både energi og fødevarer er. Så han har ret, og han fik ret, landmanden fra Løkken, der nu endegyldigt har overladt arbejdet i BL til nye kræfter.

(Indlægget har også været bragt som leder i Effektivt Landbrug, du kan se avisens onlineversion via linket HER. Skribenten har givet tilladelse til, at teksten gengives på Bæredygtigt Landbrugs hjemmeside).

Scroll to Top