Bæredygtigt Landbrug mødes med politikere på studietur

Miljø- og Fødevareudvalget lægger onsdag den 30. marts vejen forbi Holmegaard Gods, hvor BL’s ledelse bl.a. fortæller om landbrugsafgrødernes CO2-optag

hvede-til-hjemmeside

Det sker jævnligt, at Bæredygtigt Landbrugs bestyrelsesmedlemmer og direktion mødes med politikere på Christiansborg. Men en gang imellem trækker foreningen ligeledes de folkevalgte ud i virkelighedens verden.

Således også på onsdag morgen den 30. marts, hvor en planlagt studietur i Miljø- og Fødevareudvalgets regi lægger vejen forbi Holmegaard Gods på Sjælland. Det sker takket være en invitation fra Bæredygtigt Landbrug.

Her vil godsets egne folk selv fortælle de fremmødte politikere plus en delegation af embedsmænd om den lokale landbrugsdrift, ligesom Bæredygtigt Landbrugs formand Peter Kiær og faglig direktør Jørgen Evald Jensen vil løfte lidt af sløret for Carbon Space-projektet. Et initiativ, hvor firmaet Carbon Space gennem nogen tid systematisk har satellit-overvåget CO2-udledningen og -optaget på netop Holmegaard Gods.

Udtagning af lavbundsjord giver ikke altid mening

Analysen viser, at marker og afgrøder optager CO2, specielt i forårs- og sommermånederne. Det er som sådan ikke overraskende, men er metoden valid, dokumenterer den også, at udtagning af lavbundsjorde ikke altid giver en positiv klimaeffekt. Bæredygtigt Landbrug vil arbejde sammen med Danmarks Tekniske Universitet og Københavns Universitet for at få verificeret metoden, så man er sikker på, at tallene er helt korrekte. Allerede nu er hovedkonklusionerne dog tydelige:

Vi skal dyrke vores marker – også mange af lavbundsjordene, der ikke skal have lov til at forsumpe. Og reduktionen af lattergasudledningen sker ved velafvandede marker og godt landmandskab i øvrigt, og absolut ikke ved forsumpning.

Afgrøderne betyder noget positivt for klimaregnskabet

”Det er noget af det vigtigste ved næste uges møde med miljø- og fødevareudvalgspolitikerne: At få dem til at forstå, at vores afgrøder ikke bare udleder men i meget stor grad også optager CO2 – og altså har en positiv betydning for klimaregnskabet”, fortæller Bæredygtigt Landbrugs formand Peter Kiær.

Mødet med udvalgsmedlemmerne på Holmegaard Gods varer en times tid. Her bliver der – håber Peter Kiær og resten af Bæredygtigt Landbrugs udsendte – forhåbentlig også tid til at vende de vandplaner, der med udgangspunkt i et meget utilstrækkeligt baseret materiale truer landbrugsdriften i Danmark.

Af Christian Ingemann Nielsen, cin@baeredygtigtlandbrug.dk

Scroll to Top