Noget af en indrømmelse: Kommunal forurening er væk senest i 2065… 

Radioens P4 har netop sat fokus på sundhedsskadelig spildevandsforurening i det nordjyske  

Spildevand i å 3

Aalborg Kommune har siden 2008 arbejdet med at fritlægge byens store vandløb Østerå og føre det åbne vandløb gennem byen og gennem en ny park kaldet Åparken og videre ud i Limfjorden. Nu viser et projekt fra DHI, Hofor og Danva, at åen ved ekstrem regn kan føre sygdomsfremkaldende bakterier fra spildevand ud på parkens græs, hvor børn leger. Kommunen beroliger – de har nemlig styr på det senest i 2065… 

På Aalborg Kommunes hjemmeside kan man læse, at Østerå åbnes i et nyt forløb i årene 2022-25. Der fortælles endvidere, at projektet har været under udvikling og planlægning siden 2008. Projektet er udviklet på tværs af By- og Landskabsforvaltningen og Miljø- og Energiforvaltningen og vil fortsat skulle videreudvikles og gennemføres i dette tværgående samarbejde. 

Ophold dig på bredden – og få Roskildesyge!

”Projektet står således på tre ben, som er byudvikling, klima og miljø. Det betyder, at en åben å gennem byen kan og skal understøtte alle tre formål”, fortælles det på kommunens hjemmeside. 

Nu viser et forskningsprojekt, at det kan være sundhedsfarligt at opholde sig i græsset ved åen efter kraftige regnskyl, idet åen også anvendes som overløbssikring for byens rensningsanlæg. Det vil sige, at man kan risikere Roskildesyge af at opholde sig på åens bredder. Der er op til 22 procents risiko, lyder det således i rapporten, der allerede udkom sidste sommer, men har fået nyt liv, efter at P4 Nordjylland omtalte den på baggrund af en artikel i ING/Watertech. 

Kortsigtet og langsigtet løsning

I artiklen lyder det, at det er langt billigere at lade parker være opsamlingsbassiner for skybrud eller kraftig regn end at skulle udvide kloakkerne. Men i visse tilfælde kan det være sundhedsfarligt at færdes på de sjappede græsplæner bagefter. Risikoen afhænger af rensningsanlæggenes kapacitet. Fem områder blev undersøgt i projektet, og her havde Åparken i Aalborg den højeste risiko.  

Aalborg Kommune har godt vidst, at der var problemer i åen, men har ikke vidst, hvor stort problemet var, fortæller planlægningschef Morten Steen Sørensen fra Aalborg Kommunes Forsyning til P4 Morgen.  

Den kortsigtede løsning er at opsætte advarselsskilte om sundhedsfaren efter kraftige regnskyl. Problemet er helt løst ved separat kloakering i 2065, fortæller Aalborg Kommunes mand på området. 

Af Anne-Marie Glistrup, amg@baeredygtigtlandbrug.dk 

Scroll to Top