Af Jacob Lund-Larsen, chefredaktør for Effektivt Landbrug
NÅR VI MENNESKER går på arbejde, så er noget af det allervigtigste, at vi er motiverede. Vi skal synes, at det, vi går og roder med, giver mening for os. At det er sjovt og udfordrende. Vi vil naturligvis også gerne have en hyre for anstrengelserne. Men hyren er ikke nødvendigvis drivkraften.
NÅR TALEN FALDER på arbejde, støder man blandt andet på arketyper blandt os mennesker. Nogle motiveres af selve præstationen og konkurrencen i at overgå sig selv eller kollegerne – måske typisk en sælger, der sælger mange søm og skruer hos tømmerhandlen. Måske en landmand der går efter høje udbytter, og som elsker en faglig udfordring, og som søger svar på, hvordan en faglig nød kan knækkes.
SÅ ER DER pragmatikeren, der betragter sit arbejde som – et arbejde. Og som har et job for at kunne tjene til dagen og vejen. Ofte en stabil person, der gør en dyd ud af at udføre et godt stykke arbejde.
Men ikke nødvendigvis mere end det. Og så er der dem, der ser deres arbejde som et kald, og som ønsker at gøre en forskel. Enten fagligt eller for andre mennesker. Måske i en højere sags tjeneste.
SIDSTNÆVNTE KALDES LIDT nedladende primadonnaer.
De søger spænding i jobbet. Ofte opslugt af udfordringer – måske kombineret med et konkurrencegen, der driver en frem. Måske mod flere grise pr. årsso eller flere tons i korntanken pr. hektar. År efter år. Vi vil vove den påstand, at mange selvstændige landmænd kan se sig selv i primadonna-kategorien – tilsat et stænk konkurrencemenneske.
I DAGENS AVIS kan man læse om regenerativt landbrug.
Her er tale om dyrkningsmetoder, der lægger sig i halen på andre og mere velkendte metoder som conservation agriculture, pløjefri dyrkning, økologisk jordbrug osv. Fælles for disse metoder og principper er, at de »trigger« fagligheden og konkurrencegenet hos landmanden. Og er det ikke netop fagligheden, og det at kunne gøre en forskel, som motiverer en bonde. Det, der i sin tid gjorde, at han valgte landbrugsvejen. Er det ikke det at se planter og dyr trives, som motiverer landmanden. Det at se medarbejdere møde på arbejde og gå glade hjem efter et veludført stykke arbejde, hvor kalven blev reddet, eller hvor marken har fået tilført nyt liv af husdyrgødningen. Og hvor høsten er kommet i hus, og man ved med sig selv, at tusindvis af munde kan mættes af bælgplanter eller brødkorn fra ens marker og via en fælles indsats.
VI TROR, DETTE er drivkraften hos mangt en bonde, hans familier og ansatte. Desværre er der ikke meget i den offentlige regulering og statslige styring, der trækker i den retning. Tværtom så er det ofte direkte demotiverende at støde panden mod systemets mur. Må vi ikke derfor helt stilfærdigt foreslå, at der nedsættes en arbejdsgruppe, som har til opgave at øge bondens motivation i krydsfeltet mellem de offentlige systemer og det praktiske landbrug. Tænk sig, om vi her til lands havde en fødevareminister, der stillede sig i spidsen for sådan et stykke arbejde. Var det ikke noget, Rasmus Prehn? Vi bidrager gerne – bare sig til.
(Indlægget har også været bragt som leder i Effektivt Landbrug, du kan se avisens onlineudgave via linket HER. Skribenten har givet tilladelse til, at teksten gengives på Bæredygtigt Landbrugs hjemmeside).
