BL-økolog er blevet bestormet med henvendelser efter omstridt læserbrev

Klaus Aage Bengtson har fået masser af fortrinsvis positive tilbagemeldinger efter hans læserbrev om økologi

klaus-aage-bengtson2

Få læserbreve har fået så megen feedback som det indlæg, Klaus Aage Bengtson skrev i forrige uge.

Her fortalte den nordjyske økologiske landmand – der sidder i Bæredygtigt Landbrugs bestyrelse – at økologi er spændende at beskæftige sig med, men at denne produktionsform absolut ikke redder verden, sådan som mange tror. For økologi er – skrev Klaus Aage Bengtson – hverken mere klimavenlig eller bedre for drikkevandet. Og i øvrigt udleder den nordjyske landmand også mere nitrat, efter at han er blevet økolog. Indlægget var først og fremmest skrevet, fordi Klaus Aage Bengtson synes, at mange af de meningsdannere, som forsøger at tale økologien op, gør det på en måde, hvor konventionelle landmænd samtidig tales ned – og det bryder han sig ikke om.

”Jeg har godt nok fået mange henvendelser. Aldrig har jeg skrevet eller været med i noget, der har givet så mange reaktioner”, fortæller Klaus Aage Bengtson.

”Alene forrige weekend – lige efter at læserbrevet var blevet bragt i de første aviser – fik jeg omkring 20 henvendelser, enten mundtligt eller skriftligt. De fleste takkede mig for, at jeg havde skrevet sandheden – og i det hele taget var stort set alle dem, som kontaktede mig, positive. Jeg kan så se på facebook, at en masse mennesker også blev vrede”, griner han.

Derefter kom en mere stille periode, uden helt så megen debat. Men da Landbrugsavisen så her i den forgangne weekend fulgte op på Klaus Aage Bengtsons læserbrev med en forsidehistorie om emnet, blussede debatten op på ny – igen med en masse henvendelser også til Klaus Aage Bengtson selv.

”Det er kendetegnende, når man går ind på Landbrugsavisens hjemmeside og facebook, at rigtig mange læsere og ikke mindst landmænd giver mig ret. Det er dejligt med sådan en opbakning. At der så også altid er nogen, der ikke bryder sig om nuancer i debatten om økologi, dét lever jeg fint med. Og jeg har intet fortrudt. Det er kun sjovt på dén måde at sætte gang i en diskussion”, lyder det fra Klaus Aage Bengtson.

Du kan læse den nordjyske BL-økologs læserbrev via linket HER.

Derudover kan du HER og HER se Landbrugsavisens opfølgning på læserbrevet.

Blandt de mange, som har reageret på Klaus Aage Bengtsons indlæg, er Økologisk Landsforenings formand Per Kølster – hans læserbrev kan du bl.a. se via linket HER.

Af Christian Ingemann Nielsen, cin@baeredygtigtlandbrug.dk

Scroll to Top