Minksagen: Hvor bliver svarene af?

Hvilke ministre traf beslutningen om, at minkerhvervet skulle nedslagtes, og hvornår blev den beslutning truffet - spørger folketingspolitiker

christiansborg-i-fuld-figur1000

Af MF’er Karina Adsbøl (DF) 

Vi er alle efterhånden bekendte med minksagen og den ulovlige nedslagtning af et helt minkerhverv, som stadig afventer kompensation, så de kan forsøge at stable et nyt liv på benene.

Vi er alle bekendte med regeringens slettede sms’er, der åbenbart ikke kan genskabes, og det ukendte antal telefoner, som statsministeren har haft de seneste to år.

Skandalen har vokset sig større, alt imens regeringen gang på gang har nægtet at tage ansvaret på sig. Det samme har mængden af ubesvarede spørgsmål, som statsministeren og flere af hendes socialdemokratiske ministre siden 2020 har forsøgt at undgå.

Ifølge kommissionen må regeringen gerne udtale sig

Vi danskere fortjener et svar på, hvem der vidste hvad og hvornår. Hvilke ministre traf beslutningen om, at minkerhvervet skulle nedslagtes? Hvornår blev den beslutning truffet? Især er den mail, der blev sendt fra Miljø- og Fødevareministeriet den 3. november 2020, interessant. For i netop den mail stod der, at der ville skulle skabes retlig hjemmel, og den blev sendt til flere ministerier.

Jeg har spurgt en række af ministrene. Men hver gang har jeg fået at vide, at man ikke vil kommentere, mens minkkommissionen arbejder. Pudsigt argument, nu hvor kommissionen har udtalt, at det ikke påvirker arbejdet, at regeringen udtaler sig om sagen.

Derfor har jeg søgt aktindsigt i mailen, modtagerne af den og eventuelle videresendelser, så vi forhåbentlig snart kan få oplyst, hvem der vidste hvad og hvornår. Justitsministeriet, Erhvervsministeriet og Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri har indtil videre givet afslag på aktindsigten – desværre.

Ærlighed og ansvar ønskes

Jeg undrer mig over, at regeringens ministre ikke vil svare på disse simple spørgsmål, og jeg kan derfor kun konkludere, at de må skjule noget – for ellers havde vi da allerede fået besvaret de spørgsmål.

Mine forventninger til et klart svar i minksagen er meget langt nede, men jeg håber stadig. Jeg håber, at den socialdemokratiske regering snart stopper med at tale udenom og besvarer vores mange spørgsmål. Jeg håber, at regeringen snart finder ærligheden frem og tager ansvaret for denne enorme skandale.

Det har vi brug for.

(Indlægget er sendt direkte til Bæredygtigt Landbrug med henblik på offentliggørelse på Bæredygtigt Landbrugs hjemmeside).

Scroll to Top