Ida Auken som miljøminister er et realistisk scenarium

…men der bliver i så fald skår at klinke i forhold til Bæredygtigt Landbrug, skriver chefredaktøren for Effektivt Landbrug

Jakob Lund-Larsen

Af Jacob Lund-Larsen, chefredaktør for Effektivt Landbrug

Der er rigeligt med udfordringer for danske landmænd – strengere klimakrav, tårnhøje energipriser, nye vandområdeplaner, og EU’s fælles landbrugspolitik, den såkaldte CAP, som skal implementeres i en dansk CAP-plan, der kommer til at stille en bunke krav, og som vil reducere EU-støtten for mange bedrifter.

Én udfordring kommer altså sjældent alene. Og måske er en ny på vej med efternavnet Auken.

At Ida Auken (S), som der er tale om, er en dygtig politiker, er de færreste i tvivl om. Men hun er ikke lige populær i alle landmandskredse, tør vi godt garantere. Som miljøminister kappede hun således alle trosser til Bæredygtigt Landbrug, dengang randzonesagen, som landmandsforeningen vandt, var på sit højeste. Men nu kan Ida Auken såmænd have kurs mod Miljøministeriet igen.

Den spådom kommer fra den politiske kommentator Noa Redington. Manden har tidligere været spindoktor for Helle Thorning-Schmidt (S), da hun var statsminister. Det er altså en mand, der kender Socialdemokratiet inde fra, som nu vurderer, at Ida Auken snart kan være tilbage. Den nuværende miljøminister, Lea Wermelin (S), giver han ikke mange chancer. Om Lea Wermelin skriver Noa Redington i avisen Politiken, at hun ”…ses lige så ofte i den offentlige debat, som hasselmusen ses i faunapassagen over Svendborgmotorvejen”.

Også Danmarks stærkt udfordrede forsvarsminister, Trine Bramsen (S), står ifølge den politiske kommentator til en fyreseddel fra statsministeren. Og i den forbindelse er der muligvis en landmand eller to, der foretrækker Ida Auken i Miljøministeriet frem for Trine Bramsen i forbindelse med en regeringsrokade.

Skulle landbruget igen få en Auken at kæmpe med i Miljøministeriet, skal de helt store tuber lim findes frem hos både Ida Auken og hos Bæredygtigt Landbrug, hvis skårene skal klinkes. Det vil således klæde Ida Auken, hvis hun fra begyndelsen af en evt. ny ministerperiode rækker ud efter BL-folkene. For de havde jo ganske ret, dengang de pløjede deres jorde og ikke blindt ville følge en randzonelov, som Auken, Gjerskov og deres politiske kolleger ville tvinge igennem. Landmændene havde retten på deres side. Det bør også Ida Auken respektere og anerkende. Og derfor være indstillet på at samarbejde med alle dele af landbruget.

Hos Bæredygtigt Landbrug bør man, hvis Ida Auken igen skulle blive miljøminister, også række ud. Men nemt bliver det ikke, skulle det ske. For en af årsagerne til at Auken er i spil, er givetvis, at Socialdemokratiet har brug for at tækkes storbyvælgerne på miljøfronten. Disse vælgere skrottede i stigende omfang Socialdemokratiet og tilvalgte Enhedslisten ved efterårets kommunalvalg. Særligt i København. Og derfor kan en ultrarød Ida Auken på stemmejagt i storbyerne igen blive virkelighed i Miljøministeriet. Det er et realistisk, politisk scenarie her ved årets begyndelse.

(Indlægget har også været bragt som leder i Effektivt Landbrug, du kan se avisens onlineudgave via linket HER. Skribenten har givet tilladelse til, at teksten gengives på Bæredygtigt Landbrugs hjemmeside).

Scroll to Top