BL’s faglige direktør om vandplaner: ”Et stort fupnummer!”

Fuldkommen vanvittigt, lyder det fra Jørgen Evald Jensen om regeringens udkast til Vandplan III

Jørgen Evald Jensen i mark

Den socialdemokratiske regerings udkast til Vandplan III får ikke ligefrem positive bemærkninger med på vejen af Bæredygtigt Landbrugs faglige direktør Jørgen Evald Jensen.

Som repræsentant for Bæredygtigt Landbrug er han med i både Blåt Fremdriftsforum og den faglige referencegruppe i forhold til vandplanerne, og han kalder Vandplan III-indsatsen i forhold til tilstanden i de marine områder for ”et stort fupnummer”.

Til Maskinbladet siger han:

”I forhold til de marine områder defineres god økologisk tilstand med en god ålegræstilstand. Den kender vi fra år 1900 – men man bruger ikke kvælstofniveauet fra år 1900, som vi kender fra Aarhus Universitet. Man bruger en beregnet reference, når man faktisk kender forholdene ret godt. Det er fuldkommen vanvittigt”.

Netop fordi de gamle, kendte og udskældte modelberegninger fra Aarhus Universitet (DCE) også danner grundlag for de kommende vandplaner, ser man hos Bæredygtigt Landbrug meget frem til, at den second opinion fra internationale forskere, der var en del af landbrugsaftalen, nu skal føres ud i livet.

Læs mere i Maskinbladets omtale af sagen HER.

Af Christian Ingemann Nielsen, cin@baeredygtigtlandbrug.dk

Scroll to Top