Af Allan Holm Nielsen, cand.hort., ph.d., Tænketanken Growz, Grævlingevænget 163, Nyborg
”Pesticid” er betegnelsen for en gift, der er beregnet til at kontrollere skadelige organismer.
Det vil sige, at alle stoffer, der har disse egenskaber, potentielt set er et pesticid. Og jeg har endnu ikke kunnet finde én eneste vandanalyse fra danske vandværker, der ikke indeholder sådanne stoffer. Tilmed overskrider disse pesticider ofte krav-værdien på 0,1 µg/L – sågar markant. Alligevel ignorerer myndigheder overskridelserne.
Mange eksempler
Et eksempel på et sådant pesticid er tungmetallet kobber. Kobber kan bruges til at slå bakterier og svampe ihjel og bruges i nogle lande stadig som pesticid i økologisk produktion.
Et andet eksempel er bor, der kan bruges som myremiddel og baktericid.
Et tredje eksempel er jern, der kan bruges til at bekæmpe mos i græsplænen og som sneglegift.
Et fjerde eksempel er arsen, der kan bruges som rottegift.
For at drikkevandet i hanen er sundt og godt, må man tilmed ofte rense det for jern og arsen flere steder. Det er heldigvis ret let, og ikke ret omkostningstungt. Men vigtigt, særligt for at vandet smager godt, ser klart ud og ikke er farligt at indtage på lang sigt.
Nej, vandet er ikke giftigt…
Nu kommer en vigtig pointe – som jeg håber vil berolige de fleste: At vores drikkevand på den måde indeholder en række giftstoffer betyder ikke, at vandet er giftigt. Giftighed handler nemlig om mængder, og overskrider man ikke grænsen for giftighed, er der ingen fare ved at indtage stofferne. Man kan sågar sætte spørgsmålstegn ved, om man kan kalde et stof en gift, når det kun forekommer i ganske små mængder – nu disse mængder ikke er giftige.
Af samme årsag fungerer stofferne ikke som pesticider i de mængder, de findes i vores drikkevand. Dertil er mængden alt for lille. Så hvis du tror, at du kan udrydde mos, myrer eller snegle med postevand, der indeholder disse pesticider, så bliver du skuffet.
Netop fordi stofferne ikke fungerer som pesticider i disse mængder, definerer man dem lovgivningsmæssigt ikke som pesticider. At de overskrider kravværdien betyder således ingenting. Vandet er ikke ulovligt.
For at der alligevel skal være fornuft i tingene, er der i stedet defineret en sundhedsmæssig grænseværdi for stofferne – f.eks. 5 µg/l for arsen – altså 50 x kravværdien. For en række stoffer er der altså fornuft bag lovgivningen. Man forbyder ikke noget, der er ufarligt, og man fastsætter i stedet grænser, der relaterer til det enkelte stofs giftighed.
Sundt og godt drikkevand kasseres
I modsætning hertil er den gruppe stoffer, som man politisk set har puttet i den politisk-definerede kasse ”pesticider”. For disse fastholder man, at de skal overholde den politisk-definerede kravværdi på 0,1 µg/L, uanset at deres sundhedsmæssige grænseværdi reelt er meget højere, og man vedbliver at kalde dem pesticider, uanset at de er til stede i så små mængder, at de ikke er giftige og derfor ikke fungerer som pesticid. Man putter sågar deres nedbrydningsprodukter i samme pesticid-kasse.
Hvis man brugte samme kriterier for politisk definerede pesticider, som man bruger for kobber, bor, jern og arsen, ville man slippe for at kassere en masse sundt og godt drikkevand, bare fordi man kan spore små, ufarlige mængder af forskellige stoffer i det.
De mange penge, man herved sparede, kunne man i stedet – hvis man ville passe på vores sundhed og grundvand – bruge på dels at rydde op i nogle af de mange lossepladser rundt omkring – og dels på at støtte forskning i endnu bedre pesticider. Så kan man fastholde høje udbytter på markerne, og dermed give god plads til naturen samtidig. Det ville være sund fornuft.
(Indlægget har også været bragt som læserbrev i Fyens Stiftstidende, dén version kan du læse via linket HER. Skribenten har givet tilladelse til, at teksten gengives på Bæredygtigt Landbrugs hjemmeside).
