Statsstyrede naturnationalparker er på groveste kant med dyrevelfærdsloven

Det må aldrig blive på bekostning af dyrevelfærden, at vi beskytter naturen og øger biodiversiteten

Asger Christensen2

Af Asger Christensen (V), landmand og medlem af Europa-Parlamentet

I ti nye statsejede naturnationalparker vil regeringen give naturen lov til at udvikle sig på egne præmisser. Det er godt. Kvæg skal tilmed flytte ind i de indhegnede parker, hvor de skal græsse og på den måde bidrage til at opretholde et naturligt økosystem.

Men her hopper kæden af for regeringen. For dyrenes forhold i naturnationalparkerne er på groveste kant med dyrevelfærdsloven.

For det første kan dyrene ikke leve alene af den mad, der er i naturområderne.

Og så bliver der ikke ført tilstrækkeligt tilsyn med dyrene efter de gældende regler i dyrevelfærdsloven. Det er helt grotesk. For det er ikke vilde dyr, der er tale om.

Billeder har brændt sig fast på nethinden

Vi har allerede set konsekvenserne i Nationalpark Mols Bjerge tidligere på året. Billederne af de vanrøgtede dyr på Mols har printet sig fast på min nethinde.

Her lider dyr betydelig last af de forhold, de lever under. Flere af Naturstyrelsens kvæg sultede i vinter så voldsomt, at flere stude døde. Som landmand skærer det i hjertet at se dyr blive mishandlet på den måde.

Hvis det samme skete hjemme på min gård, ville myndighederne med det samme komme efter mig. Så ville jeg stå over for kæmpe bøder og muligvis miste retten til at have dyr.

Gode intentioner er ikke nok

Venstre kan ganske enkelt ikke gå med til den dispensation fra dyrevelfærdsloven, som regeringen lægger op til, når de ti nye naturnationalparker skal etableres.

Intentionen bag de nye naturområder er ellers god. For vi skal gøre en indsats for at styrke vores natur og biodiversitet. Men det må simpelthen ikke blive på bekostning af dyrenes ve og vel.

Jeg mener, at der skal gælde de samme regler for tilsyn med dyr i naturnationalparkerne, som der gælder uden for parkerne.

Naturekstremisme

Ifølge Dyrenes Beskyttelse og Det Dyreetiske Råd findes der ingen gode grunde til at lave dispensation fra reglerne i dyrevelfærdsloven. Og de ved, hvad de taler om.

Regeringens naturekstremisme er løbet af med dem. Vi kan sagtens passe godt på både naturen og dyrene. Og der må under ingen omstændigheder gælde andre regler for staten. Loven skal være lige for alle.

(Indlægget har også været bragt som læserbrev i bl.a. Effektivt Landbrug, du kan se avisens onlineudgave via linket HER. Skribenten har givet tilladelse til, at teksten gengives på Bæredygtigt Landbrugs hjemmeside. Hvad Bæredygtigt Landbrug mener om statslig dyremishandling, kan du se i pressemeddelelsen herunder).

BL: Statslig dyremishandling skal stoppe straks

Scroll to Top