Rasmus Prehn kritiserer eget ministeriums tekniske gennemgang

Vi skulle nok have grebet det an på en anden måde, forklarer fødevareministeren

Rasmus Prehn 2 - foto Steen Brogaard

Det vakte opsigt, da Fødevareministeriet – umiddelbart efter offentliggørelsen af blå bloks landbrugsudspil under klimaforhandlingerne – inviterede pressen til en såkaldt teknisk gennemgang. Her gik ministeriets embedsmænd således i rette med de borgerlige partier, hvilket efterfølgende fik især oppositionen til at tale om bl.a. et politiseret embedsværk.

Nu erkender fødevareminister Rasmus Prehn (S) ifølge Landbrugsavisen på et samråd, at man nok burde have grebet sagen an på en anden måde:

”Jeg kan da godt se, at når spørgsmålet bliver stillet, som det gør her, hvor der er et element af mistænkeliggørelse, inkriminering, intimidering og så videre, så lyder det højst kontroversielt. Så det kunne da godt være, at jeg skulle have tænkt hov-hov, lad os passe på med det, men jeg tænkte simpelthen ikke over det”, sagde Rasmus Prehn på samrådet.

”Jeg kender mine embedsmænd godt nok til, at de ville aldrig nogensinde, og heldigvis for det, spænde sig for nogen politisk vogn”, tilføjede ministeren.

Venstres Erling Bonnesen lukker nu sagen:

”Jeg er glad for, at ministeren siger, at man ikke skulle have gjort det, som man gjorde. Det var klar tale. Det er sjældent, at man får så fuldstændige klokkeklare resultater ud af et samråd”.

Du kan læse mere i Landbrugsavisens dækning HER. Maskinbladet beskriver også sagen i artiklen HER.

Af Christian Ingemann Nielsen, cin@baeredygtigtlandbrug.dk

Scroll to Top