Protester foran retten når statsministeren skal afhøres

Demonstranter vil vise opbakning til grundloven, når Mette Frederiksen skal give sin forklaring til granskningskommissionen

dommerhammer

Hvem husker ikke de store traktor-demonstrationer i både København og Aarhus for godt og vel et års tid siden?

Nu gentager Foreningen for Folkelighed demonstrationen for at vise utilfredshed med brud på grundloven – og det sker i næste uge, torsdag den 9. december, når statsminister Mette Frederiksen skal afhøres af den såkaldte granskningskommission.

”I november 2020 meddelte regeringen, at alle mink i landet skulle aflives. De fandt dog ud af, at der ikke var hjemmel. Alligevel fortsatte regeringen den ulovlige ordre med hjælp fra myndighederne, politiet og hæren. Senere udtalte statsministeren, at hun havde fortsat uanset kendskabet til ulovligheden. Vi lever i et retssamfund – og fundamentet for alt, vi foretager os sammen, er grundloven”, siger Malene Snedgaard, som er en af initiativtagerne bag foreningen.

Foreningen for Folkelighed vil bl.a. køre ”Justicia” ind foran retten for at markere utilfredsheden med grundlovsbruddet. Også repræsentanter for Foreningen Danske Mink varsler taler og aktioner næste torsdag.

Du kan læse mere i Maskinbladets omtale HER.

Af Christian Ingemann Nielsen, cin@baeredygtigtlandbrug.dk

Scroll to Top