Økologi er ikke løsningen

Nej, det gavner ikke klimaet at tilbyde alle landmænd et gratis omlægningstjek til økologi - understreger bestyrelsesmedlem i Bæredygtigt Landbrug

Klaus Åge, økologisk planteavler

Af Peter Bohsen Jensen, bestyrelsesmedlem i Bæredygtigt Landbrug, Bygaden 25, Rårup, 7130 Juelsminde

Mikael Mogensen fra Enhedslisten foreslår i Horsens Folkeblad at tilbyde samtlige landmænd i Hedensted Kommune et gratis omlægningstjek til økologi.

I Bæredygtigt Landbrug er vi bestemt ikke modstandere af denne niche i landbrugsproduktionen. Forbrugerne skal have noget at vælge imellem, og vi er tilhængere af at lade efterspørgslen styre produktionen. Mange af landets dygtigste økologer er da også medlemmer af vores forening. Men det er noget af en vildfarelse og misforståelse at tro, at flere økologiske brug skulle gøre verden til et bedre sted. Det gælder ikke mindst på klimaområdet.

Økologi er således mere pladskrævende og er derfor målt pr. produktionsenhed mere klimabelastende end moderne, videnbaseret landbrug.

At blande grundvandets tilstand ind i debatten, som Mikael Mogensen gør, virker decideret malplaceret – idet ikke én eneste drikkevandsboring er blevet sløjfet de seneste 25 år som følge af det moderne landbrugs pesticider. Ingen af landbrugets nuværende planteværnsmidler er således til fare for drikkevandet. Var midlerne det, ville de slet ikke være blevet godkendt af Miljøstyrelsen, der udgør et af verdens strengeste kontrolsystemer. Vi landmænd bruger naturligvis kun hjælpemidler, der er både godkendte og ufarlige. Det er derfor, at det er ude på landet – hvor 90 procent af markerne dyrkes konventionelt og bæredygtigt – at vi finder det rene drikkevand i Danmark.

(Indlægget har også været bragt som læserbrev i bl.a. Hedensted Avis samt i dagbladet Horsens Folkeblad, du kan se avisens onlineversion via linket HER).

Scroll to Top