Af Jørn Rasmussen, Pileallé 5, 4760 Vordingborg, medlem af Nye Borgerlige
Det, vi i øjeblikket oplever omkring minkskandalen, blev forvarslet i bogen ”Mørkelygten” fra 2014 af Jesper Tynell.
Bogen underbygger, at embedsværkets loyalitet overfor den politiske vilje i dag overtrumfer alle andre hensyn.
Der fremdrages eksempler på, hvordan embedsværket lækker historier til pressen og manipulerer med statistikker, begge dele med henblik på at vildlede offentligheden. Hvad med samvittigheden, vil nogle nok tænke. Den klarer frisag med den begrundelse, at en ministers vilje har førsteprioritet, så må andre faglige og juridiske hensyn vige, ellers er embedsmanden/kvinden jo ikke 100 procent loyal. Det er her, djævlen ligger begravet, men også kimen til fordærv.
En overspillet rolle medvirkede til afsløringen
Et evigt voksende embedsværk har i mange år haft succes med loyalitetsrollen ved ikke at ”presse citronen” for hårdt. Men så dukker der en meget ambitiøs person op, som overspiller rollen og afdækker hele det set up, som mange – primært DJØF-segmentet – har lukreret på i årtier. Alt sammen i overensstemmelse med en magtfuldkommen folkevalgt politiker.
Umiddelbart er der nok mange, der ønsker fr. Bertelsen hen, hvor peberet gror, men måske skulle vi takke hende for at blotlægge fordæktheden. Forklaring følger.
Intellektuel overklasse løsrevet fra produktionslivet
Igennem tiderne har samfundene altid været delt op i klasser. En overklasse, middelklasse og underklasse. Tidligere adelstand, bønder og arbejdere. Senere mere forenklet til kapitalejere og arbejdere.
Adelstanden havde afgjort nogle gunstigere forhold end resten af samfundet, men var dog bundet til det virkelige liv, da de indirekte også havde ansvar for produktion af fødevarer m.v.
I vore dages lønmodtagersamfund er modsætningsforhold mellem kapitalejere og arbejdere for længst ophørt. Men en ny (intellektuel) overklasse er opstået i kølvandet på læreanstalternes voldsomme udbygning begyndende for fem-seks årtier siden.
Til forskel fra tidligere herskende overklasser er den nye elite/overklasse helt løsrevet fra produktionslivet. De er meget afhængige af et stort statsapparat og politisk velvilje, da de ikke på anden måde er i stand til at ernære sig selv. De er rene parasitter, som forfatter Steen Steensen ofte skrev uden at blive modsagt.
Embedsværket dækker over politikernes unoder. I modydelse honoreres embedsværket fyrsteligt. En kommunaldirektør lader sig ikke nøje med en statsministers hyre.
Selvfølgelig udnyttes situationen
Dele af DJØF-segmentet er nok hverken bedre eller ringere end andre mennesker. De har blot forstået at udnytte en historisk mulighed ved at omsætte den merværdi, en voldsom effektivisering af produktions-Danmark har medført, til nogle gode foderkrybber.
Men ligegyldig hvad fremtiden bringer, må segmentet nu forklares, at festen er forbi – med to streger under. De er på mange måder blevet et demokratisk problem samt årsag til et stort ressourcespild.
Udmøntningen af vores folkevalgtes lovgivning bliver fortolket af embedsværket via bekendtgørelser, regulativer og vejledninger dertil. Så det er bestemt ikke givet, at lovgivernes vilje rammer befolkningen på den måde, de oprindeligt havde forestillet sig. Tilbagemeldinger på lovens konsekvenser går igen via embedsværket tilbage til de folkevalgte.
Embedsværket er det uhensigtsmæssige filter
Den vigtige forbindelse mellem ansvar, indsigt og konsekvens er herved fuldstændig invalideret. Folketinget, der har ansvaret, modtager ikke den indsigt, deres dispositioner medfører og drager derved forkerte konklusioner. Situationen er helt håbløs og har medført mange ærgrelser og ressourcespild i alt for mange år.
Altså, embedsværket optræder som et uhensigtsmæssigt filter, hvor de valgte og vælgerne alt for nemt taler forbi hinanden. Det skaber mistillid til folkestyret og gør på alle måder Danmark fattigere og mere konfliktfyldt.
Derudover videreformidler embedsværket hypoteser til opfundne miljøproblemer til de folkevalgte, selvom de aldrig verificeres efter anerkendte videnskabelige metoder. Blev de det, ville der ingen problemer være, men så heller ingen miljørelaterede arbejdspladser.
Ministerier og styrelser gavner intet
Konklusionen er nem at drage.
Nedlæg – populært sagt – miljørelaterede ministerier og styrelser. Så vil opportune miljøproblemer forsvinde, ressourcerne bliver bedre udnyttet, hvilket slutteligt vil øge virkelyst og velstand.
Er det virkeligt så galt fat, som antydes ovenstående, vil nogen nok spørge, og hvad kan der i givet fald gøres?
Som en af de få, der har haft fornøjelsen af at indtage rollen bag alle fire skranker i en retssal, 16 år som domsmand, været inddraget i miljøsager i både by- og landsret, deltaget i følgegrupper under Miljøministeriet og Miljøstyrelsen og haft adskillige uoverensstemmelser med kommunale forvaltninger, er min erfaring, at embedsstanden, herunder dommerne, er hjernevasket af medierne med falske miljøproblemer på samme måde, som majoriteten af befolkningen er.
Den fjerde statsmagt kan nu hjælpe til
Derudover er det bekymrende, at én bestemt samfundsklasse har erobret nøgleposterne i samfundets vigtigste institutioner. Magtens tredeling, som Grundloven foreskriver, er derved ikke så tredelt, som man kunne ønske, hvilket ikke gør udfordringerne mindre.
Pressen, den fjerde statsmagt, er ikke uden skyld i den nuværende situation.
Derfor har jeg en forhåbning om, at de vil råde bod på deres svigt og hjælpe til med, at vi kommer helskindet igennem den næste tid, hvad enten det tager to eller tyve år, inden vi igen stolt kan sige, at vi lever i en retsstat med et sundt demokrati.
Skulle det lykkes, har minkskandalens store omkostninger, både menneskeligt og økonomisk, samt en meget loyal og ambitiøs departementschefs og magtfuldkommen statsministers udskejelser, været godt for noget.
(Indlægget har også været bragt som læserbrev i Effektivt Landbrug, du kan se avisens onlineversion via linket HER. Skribenten er medlem af Bæredygtigt Landbrug og har givet tilladelse til, at teksten gengives på Bæredygtigt Landbrugs hjemmeside).
