Hvem er regeringen egentlig regering for?

Viljen til at løse problemer har været svær at få øje på i det forgangne år, hedder det i blogindlæg - der bl.a. ser tilbage på forbuddet mod udenlandske praktikanter i landbruget

christiansborg-i-fuld-figur1000

”Corona har ramt landbruget på andet end mink”, lyder en overskrift på Verdens Bedste Fødevarers hjemmeside.

Her fortæller den tidligere mælkeproducent Lars Jeppe Banke Sørensen i et blogindlæg om det forgangne år. Han konkluderer, at i hvert fald på ét punkt har viljen til at løse problemer været svær at få øje på hos myndighederne og den socialdemokratiske regering.

”Der går en stor gruppe ansatte i landbruget, der er kommet hertil som praktikanter fra ikke EU-lande. En skattet gruppe, fordi de ofte tager nogle af de arbejdsopgaver, der ikke er så mange danskere, som ønsker at varetage. Men regeringen lukkede på et tidspunkt for udstedelsen af arbejds- og opholdstilladelser til praktikanter med henvisning til, at det var en uacceptabel smitterisiko”, skriver Lars Jeppe Banke Sørensen.

”Efter noget parlamenteren mellem regering og erhvervsorganisationer indvilligede man dog i, at der kunne forlænges på aftalerne for dem, der var i landet, og dermed afbødedes problemet lidt. Det har naturligvis ikke kunnet undgås, at der har været nogle af de ansatte, der har måttet i isolation efter kontakt med smittede. Men generelt har de udvist stor forsigtighed, og de har bidraget til at holde landbruget kørende, også gennem nedlukninger og restriktioner”, tilføjer han.

Lars Jeppe Banke Sørensen fortæller også om, hvordan han flagede på halv, da alle Danmarks mink blev aflivet.

Du kan læse hele indlægget fra Verdens Bedste Fødevarer via linket HER.

Også Bæredygtigt Landbrug har presset på for, at danske landmænd både kan forlænge og lave nye aftaler med udlændinge ude på de enkelte bedrifter. At der stadig er bøvl med at få forlænget de udenlandske praktikanters ophold i Danmark, kan du forvisse dig om via Landbrugsavisens artikel HER.

Af Christian Ingemann Nielsen, cin@baeredygtigtlandbrug.dk

Scroll to Top