Husk valget i morgen: Disse BL-medlemmer stiller op til kommunal- og regionsrådsvalget

Du kan flere steder stemme på medlemmer af Bæredygtigt Landbrug – og i alle kommuner naturligvis på andre landbrugsvenlige kandidater…

Kommunalvalg 21 (002)

Valget til i alt 98 byråd samt fem regionsråd tirsdag den 16. november 2021 er også et valg om fremtidens landbrug.

De fleste landmænd over det ganske land er formentlig enige om vigtigheden af at få valgt så mange politikere som muligt, der forstår landbrugets potentiale og udfordringer. Mange steder er der mulighed for at hjælpe et lokalt medlem af Bæredygtigt Landbrug ind på rådhuset eller regionsgården. Går din stemme til en kandidat på listen nævnt i bunden af denne artikel, kan du være helt sikker på at have støttet landbrugets sag i netop dit område.

Derudover er der naturligvis masser af andre landbrugsvenlige kandidater i de blå partier, som kan fortjene en stemme. Ingen nævnt, ingen glemt…

Kommunerne udmønter lovene

”Det er supervigtigt, at der sidder landbrugsvenlige byrådsmedlemmer og byrådsflertal overalt i landet”, understreger Bæredygtigt Landbrugs direktør Hans Aarestrup.

”Det er godt nok Folketinget, der vedtager lovene – men det er i kommunerne, lovene udmøntes. De ubegrundede og nyttesløse pesticidforbud rundt omkring i forbindelse med de såkaldt boringsnære beskyttelsesområder er et godt eksempel på, hvad der sker, når det enkelte byråd ikke er sin opgave voksen i forhold til at bakke fødevareproduktionen op og til at holde sig til fagligheden”, tilføjer BL-direktøren.

Til kamp mod emsigt embedsværk og populistiske politikere

Hans Aarestrup hæfter sig ligeledes ved vigtige landbrugsrelaterede emner som vandløb, spildevand, natur, biodiversitet og naturnationalparker i relation til kommunalvalget. Også sådan noget som offentlig indkøbspolitik i kommuner og regioner er et vigtigt politikområde i disse år – hvor især røde politikere på kunstig vis forsøger at booste økologien på bekostning af det øvrige landbrug.

”Vi involveres i rigtig mange miljøsager, hvor vi i BL jævnligt må rede trådene ud for en landmand, som er kommet i klemme i systemet, ofte på grund af et emsigt kommunalt embedsværk eller populistiske lokalpolitikere. Derfor er det også så tilfredsstillende at se så mange BL-medlemmer – og kandidater i øvrigt, som vil landbruget det bedste – der målrettet går efter den lokale politiske indflydelse ved dette valg. Jeg vil gerne sige en stor tak til alle de BL-medlemmer, der stiller op på tværs af partier og geografi. Det er centralt for erhvervets fremtid, at der blandt folkevalgte er mennesker, som har forstand på landbrug. I gør en forskel”, siger Hans Aarestrup.

To BL-medlemmer triumferede stort i 2017

Især to BL-medlemmer imponerede stort ved kommunalvalget for fire år siden, og de skal findes i hver sin ende af Jylland:

Venstre-politikeren Jeppe Ugilt Hansen (i øvrigt søn af BL’s legendariske æresmedlem Erik Ugilt Hansen) opnåede ikke færre end 1.038 personlige stemmer – selv om han ikke engang var partiets spidskandidat. Det var tredjeflest stemmer af samtlige kandidater i den nordjyske Rebild Kommune, hvor Jeppe Ugilt Hansen naturligvis genopstiller denne gang.

I Haderslev Kommune fik Benny Bonde fra Liberal Alliance i 2017 et så fornemt valg, at han trak et ekstra mandat med ind i byrådet – så det lille parti, der ellers har haft svært ved at bide sig fast i kommunalpolitik mange steder, gik fra et til to byrådsmedlemmer.

Benny Bonde har siden skiftet parti og er nu lokal spidskandidat for Nye Borgerlige. Dét ændrer bestemt ikke på hans landbrugsvenlighed. Benny Bonde – som tidligere har lagt hus til et af Bæredygtigt Landbrugs sommermøder i det sønderjyske – har med succes kæmpet en årelang kamp for kortere sagsbehandlingstid i plan- og miljøsager i kommunen:

”Vi fik taget politisk styring over embedsværket”, forklarer Benny Bonde vedrørende den klare ordre til embedsmændene om, at sagerne skal være færdigbehandlet på 100 dage.

Jammerbugt er en mønsterkommune

Jammerbugt Kommune er kendt som en af de allermest landbrugsvenlige kommuner i Danmark, og det er derfor ingen sensation eller tilfældighed, at ikke færre end tre BL-medlemmer her i 2021 stiller op på Venstres liste til kommunalvalget i den nordjyske kommune.

Kommunen har lagt navn til ”Jammerbugt-sagen” – Danmarkshistoriens første miljøgodkendelse af sin slags til dyrehold hjemme på brødrene Bjarne og Carsten Søborgs bedrift. Den unikke, kommunale godkendelse er baseret på noget så virkelighedsnært som reelle målinger fremfor modelberegninger – og har derfor naturligvis mødt modstand hos parnasset på Slotsholmen i København. Også hvad angår dispensationer til fjernelse af jordvolde og diger, fokus på vandløbs-vedligeholdelse samt behandlingstid af byggesager er Jammerbugt et eksempel til efterfølgelse for andre kommuner.

Én af Jammerbugt Kommunes Venstre-kandidater, BL-medlem Claus Rom fra Gjøl, stiller denne gang op i skyggen af den verserende minkskandale – der fylder rigtig meget i lokalområdet:

”Vi har nok mistet omkring 100 arbejdspladser alene her i området som følge af statsministerens ulovlige beslutning. Så det her er jo ikke ligefrem Mette Frederiksen-land”, som Claus Rom formulerer det.

Her er listen over BL-medlemmer, som stiller op til kommunalvalget (alfabetisk rækkefølge):

AABENRAA:

Claus Bruun Jørgensen (Venstre)

HADERSLEV:

Benny Bonde (Nye Borgerlige)

HERLEV:

Carl Andersen (Liberal Alliance)

HJØRRING:

Søren Smalbro (Venstre)

JAMMERBUGT:

Lasse F. Jensen (Venstre)

Asger Møller Madsen (Venstre)

Claus Rom (Venstre)

MARIAGERFJORD:

Erik Kirkegaard Mikkelsen (Venstre)

NÆSTVED:

Claus Neergaard (Konservative)

REBILD:

Jeppe Ugilt Hansen (Venstre)

VESTHIMMERLAND:

Ulla Skov (Konservative)

VORDINGBORG:

Jørn Rasmussen (Nye Borgerlige)

Her er listen over BL-medlemmer, som stiller op til regionsrådsvalget (alfabetisk rækkefølge):

HOVEDSTADEN:

Carl Andersen (Liberal Alliance)

NORDJYLLAND:

Bo Ritterbusch (Liberal Alliance)

SJÆLLAND:

Claus Neergaard (Konservative)

Bemærk, at listen kun tæller kandidater, der selv har valgt at fremstå som BL-medlemmer offentligt, og som har sagt god for at stå på denne liste bragt på Bæredygtigt Landbrugs hjemmeside. Ellers oplyser Bæredygtigt Landbrug naturligvis aldrig om, hvorvidt enkeltpersoner er medlemmer af foreningen.

Af Christian Ingemann Nielsen, cin@baeredygtigtlandbrug.dk

Scroll to Top