Rent vand i Øresund nu

Landmændene har for længst fået styr på deres gylle, men hvad med kommunerne – spørger byråds- og folketingskandidat

spildevand-fra-overløbsrør

Af Jens Kloppenborg (V), byrådskandidat i Rudersdal Kommune og folketingskandidat i Østjylland

De seneste ti måneder har der været 31 røde flag ved Vedbæk strand. Et rødt flag betyder, at vores fælleskommunale forsyningsselskab har lukket kloakvand direkte ud i Øresund, uden at rense det.

Ikke særligt lækkert, og i bund grund hamrende ulovligt. Landmændene har for længst fået styr på deres gylle, da de heldigvis for flere årtier tilbage blev pålagt af staten at opføre store gylletanke, der kunne indeholde måneders produktion af gylle, så det ikke løb ud i åløb, søer og havet.

Samme krav har Christiansborg desværre, af uvisse årsager, ikke pålagt de fælleskommunale forsyningsselskaber, så her ryger der over hele landet millioner af kubikmeter kloakvand direkte ud i søer og havet.

Kloakseparering skal være med til at løse dette problem. Jo tak, det er ganske fint. Men kære læser, ved I hvornår en sådan separering kan være rullet ud? 2050, altså om 30 år. I mellemtiden skal vi badende finde os i at svømme rundt i vores afføring. Det er for at sige det direkte, bare ikke godt nok.

Jeg er helt med på, at vi ikke kan grave alle veje op på rekordtid, men så kan vi gøre så meget andet. Hvorfor ikke opføre store nedgravede ”gylletanke,” hvor store mængder regnvand, sammen med kloakvandet, kan deponeres i spidsbelastningen og renses senere.

Når man på rekordtid, med god grund, kunne pålægge bønderne dette tiltag, så kan man også gøre det med forsyningsselskaberne, til stor glæde for Øresund, vores søer, badende og vort miljø.

(Indlægget har også været bragt som læserbrev i pressen, du kan eksempelvis læse Sjællandskes onlineversion via linket HER. Skribenten har givet tilladelse til, at teksten gengives på Bæredygtigt Landbrugs hjemmeside).

Scroll to Top