DN’s pesticidtal holder ikke

Danmarks Naturfredningsforening har i medierne påstået, at der er pesticider og pesticidnedbrydningsprodukter i 63,1 % af danske drikkevandsboringer

marksprøjte-nat-foto-hardi.dk

Alarmklokkerne ringede hos Danmarks Naturfredningsforening i sidste måned.

Foreningen fortalte, at dens egne beregninger viste, at der var sket en kæmpe stigning i fundprocenten af pesticider og deres nedbrydningsprodukter i vandværksboringer i de første otte måneder af 2021 i forhold til tidligere år. Procenten var angiveligt nået op på 63,1 %.

Historien kom frem op til det kommende kommunalvalg og efterårets pesticidforhandlinger, og lobbyorganisationen, der har stor magt i forhold til venstrefløjen, sendte et brev ud til samtlige kommuner.

Urimelig og manipulerende sammenligning

Bæredygtigt Landbrug er kommet i besiddelse af et internt dokument, der viser, at Danmarks Naturfredningsforening regner på sin helt egen måde. Derfor er sammenligninger med de opgørelser, GEUS laver årligt, en manipulation, mener direktør i Bæredygtigt Landbrug, Hans Aarestrup.

”Vi mener, at den måde, som Danmarks Naturfredningsforening regner på, adskiller sig markant fra den måde, som GEUS gør i deres årlige opgørelser. Derfor er enhver sammenligning urimelig”, siger han.

Fundprocenten pumpes kunstigt op

Man regner blandt andet analyser fra 2021, der ikke har fund, som havende fund, hvis de blot har haft det fra 2016 og frem. Dermed pumper man fundprocenten kunstigt op. Derfor har Hans Aarestrup sendt et brev til direktør Lars Midtiby og geolog Walther Brüsch fra Danmarks Naturfredningsforening.

”De har lavet en decideret hadkampagne mod dansk landbrug på et faktuelt forkert grundlag, så jeg har bedt dem om at sende en undskyldning ud”, fortæller Hans Aarestrup.

I det hele taget er begrebet fundprocenter irrelevant. Det er sundheden, der bør være i fokus, mener Hans Aarestrup.

Han henviser til beregninger lavet af Bæredygtigt Landbrug, der viser, at den samlede sundhedsmæssige påvirkning af pesticider i danskernes drikkevand er ikkeeksisterende. Danskerne drikker tilsammen ca. 0,35 gram pesticider og nedbrydningsprodukter om dagen.

Det svarer til, at 5,8 millioner mennesker får en sundhedsmæssig påvirkning, der er mindre end to centiliter snaps – til deling!

Du kan læse brevet fra Hans Aarestrup HER.

Af Jens Sillesen, jsi@baeredygtigtlandbrug.dk

Scroll to Top