Det var ikke nødvendigt, at minkene skulle dø

Masseaflivningen var århundredets dårligste beslutning taget af en magtfuldkommen regering - lyder det i denne kronik bragt i Jyllands-Posten

peter-kiær-nummer-1

Af Vagn Lundsteen, direktør, Holbæk, Peter Kiær, formand for Bæredygtigt Landbrug, og Andreas Birch, dyrlæge, Slagelse

Vi spørger os selv, hvordan det kunne det gå så galt? Og bebrejder Fødevarestyrelsens langsommelighed og mangel på konsekvens.

Havde man i styrelsen udvist hurtighed og handledygtighed, var Covid19-udbruddet sikkert stoppet langt tidligere. Årsagen til den langsomme nedslagning var, at man i Fødevarestyrelsen ikke havde fagligt belæg for at slå minkene ned. Havde man haft videnskabeligt belæg for beslutningen og bedt avlerne om selv at gøre det, var det sket på få dage.

Fagligt og sundhedsmæssigt korrekt?

Afviklingen af minkerhvervet stiller spørgsmål omkring det lovlige i hele processen. Det vil ”granskningskommissionen” vurdere og afgøre. Men der kan med rette stilles spørgsmål ved, om det var fagligt og sundhedsmæssigt korrekt at slå 15 millioner mink ihjel. Mange fagpersoner og dyrlæger, der ved noget om mink og sygdomme, har undret sig over hele processen.

Vurderingen skete på baggrund af en undersøgelse af meget få patienter med naturlig smitte, hvor ganske få havde nedsat effekt overfor virus. Denne konklusion er senere blevet kritiseret af andre virologer. At der sker en mutation, er helt naturligt og absolut forventeligt, da virus muterer, indtil den finder sin optimale form og altså var i gang med at tilpasse sig mink. Ligesom virus med Delta-varianten efterhånden har fundet sin optimale form hos mennesker.

Ingen anbefalede nedslagtning

Det er svært at være uenig i, at den menneskelige sundhed skal prioriteres højest. Men i denne sag er der ingen ud over regeringen, der har anbefalet en total nedslagtning. Kåre Mølbak har tydeligt sagt, at SSI ikke gav løsningsforslag, og det samme gælder Brostrøm. Dansk Veterinær Konsortium, der er myndighedernes eneste eksperter på veterinærområdet, blev slet ikke spurgt.

Med andre ord var der intet fagligt belæg fra nogen myndighed, der anbefalede en nedslagning af avlsdyrene. Vi ved nu, at Fødevarestyrelsen arbejdede med en dvaleordning helt til det sidste, ud fra den fagligt velunderbyggede betragtning, at smittespredning simpelthen ikke kan finde sted, når der sidder ganske få avlsdyr tilbage på farmene.

Minder om totalitært styre

Forsigtighedsprincippet ført ud til perfektion får nogle uhyggelige og uoverskuelige konsekvenser, som minder om måden, der handles på i totalitære stater. Hvis alt, der potentielt er farligt, per automatik skal slås ned, er retssikkerheden for alvor truet.

Et ubesvaret spørgsmål er, hvorfor minkene blev smittet så hurtigt og kraftigt? Hvordan kunne smitte springe over Limfjorden og ned til Sønderjylland? Og hvordan kom den til Læsø? Der var ingen, der brugte tid og ressourcer på at lave smitteopsporing. Beslutningen var allerede taget. Hverken SSI, FVST eller erhvervet selv.

De tre første farme blev slået ned på grund af smitte fra ansatte på plejehjemmet i Sindal, som bragte det hjem til deres ægtefæller, som havde minkfarm. Derefter var der ingen smittede farme i de cirka to måneder, hvor de nordjyske farme skulle sende svaberprøver ind af døde dyr. Derefter begyndte det at brede sig i Nordjylland og ned til Gjøl, for i løbet af få dage at springe over Limfjorden til Himmerland, og derfra ned gennem Vestjylland. Formentlig skyldtes de mange nye smitteudbrud, at mink netop er meget modtagelige for luftvejsvira. Men noget/nogen bragte smitten rundt.

“Farligheden”

De store koncentrationer på nogle minkfarme øger smittehastigheden. Men ved isolation i forhold til mennesker, rotter og fugle og ved anvendelse af foder, der var testet for virus, burde minkfarmene ikke være mere ”farlige” end andre pattedyr.

Alle virusforskere over hele verden har et fælles forum, hvor de over nettet bruger hinanden som faglige sparringspartnere omkring udfordringer, hvor de har brug for kollegers ekspertise. SSI undlod i mindst seks måneder at rådføre sig med kolleger worldvide og sendte først deres eget materiale rundt lige omkring pressemødet den 4. november, hvor regering og myndigheder havde besluttet og udmeldt, at hele erhvervet skulle aflives. I løbet af meget kort tid kom der mange faglige tilbagemeldinger om, at den danske rådgivning om aflivning var fagligt forkert. For sent. ”Terningerne var kastet”.

Hvad med nabolandene?

Regeringen og dens rådgivere var af den overbevisning, at ”vi alene vide”. At en lang række udenlandske forskere udtalte, at risikoen for en ny ”Wuhan-pandemi” ikke var til stede, gjorde heller ikke det store indtryk. Vi er omringet af minkproducerende lande med samme sundhedsfaglige niveau som os selv – Island, Sverige, Finland, Letland, Polen, og ingen myndighed i de lande kom til samme konklusion omkring risiko, og efterfølgende er mindre tiltag iværksat.

I Sverige isolerede de farmene, indførte dvaleordning, og nu har de svenske myndigheder lige sagt god for at genoptage produktionen i 2022. I Finland og USA har man med succes vaccineret dyrene. Den danske regering stod altså fuldstændigt alene med deres risikovurdering. Ikke engang eksperten fra WHO, som regeringen fik hevet op til et pressemøde, kunne få over sine læber, at det var en god idé.

Sådan kunne man have reddet minkene

Kunne minkene være reddet? Ja. Ved at pelse minkene og vaccinere avlsdyrene. Døde mink smitter ikke. Det udtalte myndighederne også i forbindelse med de mink, som blev tabt på vejen undervejs til deponering i de store minkgrave i Vestjylland.

Det er påfaldende, at minkene skulle slås ned, og Nordjylland isoleres i en periode, hvor smitten blandt mennesker i Nordjylland og Vestjylland var langt mindre end i Københavns Vestegn. Var det for retfærdiggøre nedslagtningen af minkene?

Statsministeren har flere gange retfærdiggjort sin beslutning med: “Hvorfor skulle vi slå minkene ned, hvis ikke der var grund til det?” Det kan ingen svare på. Men nogle gange kommer politikere, i deres magtfuldkommenhed, til at tage forkerte beslutninger. I stedet for at erkende dette og prøve at minimere skaden af den forkerte beslutning, prøver man at slette sporene og prøver at retfærdiggøre den uigennemtænkte beslutning.

Hvis statsministeren havde lyttet til fagfolk, dyrlæger og internationale eksperter, i stedet for departementschefens mavefornemmelser, kunne et af vores lands største eksportsuccesser være reddet. I et skrækeksempel på, at når embedsmandsvældet går ind, går fornuften ind og fagligheden ud.

Regeringen har et forklaringsproblem

Konsekvens: Den danske regering og dens rådgivere besluttede at nedlægge et helt erhverv, på et ensidigt og ufagligt grundlag, der producerede verdens bedste mink og beskæftigede mange tusinde mennesker. Det koster det danske samfund en erstatning til minkavlerne på et astronomisk beløb i størrelsesordenen 18-20 milliarder kr. Dertil kommer en manglende eksportindtægt til det danske samfund fra 2020 på 6-12 milliarder pr. år og hvert år fremover.

Regeringen har et forklaringsproblem over for danskerne, som kommer til at mangle disse penge fremover. Det er ikke til at rette op på, eller genskabe.

Statsministeren sagde, at der ville blive begået fejl. Dette er ikke en fejl. Det er en bevidst udryddelse af et erhverv, der ikke længere var ”politisk korrekt”.

Hvilken katastrofe, ikke kun for minkerhvervet, men også for hele det danske samfund. Det må siges at være århundredets dårligste beslutning.

(Indlægget har også været bragt som kronik i Morgenavisen Jyllands-Posten, du kan se avisens onlineversion via linket HER).

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen
Please accept statistics cookies to watch this video.