Dagen efter valget: Sms’er fra minksagen kan ikke genskabes…

Bemærkelsesværdig timing for dén nyhed, lyder det fra oppositionen – der nu kræver folketingsvalg

christiansborg-i-fuld-figur1000

Meget belejligt for den socialdemokratiske regering kan statsminister Mette Frederiksens og hendes toprådgiveres slettede sms-beskeder med relation til minksagen ikke genskabes af politiets teknikere.

Sådan lød det onsdag – dagen efter det landsdækkende kommunal- og regionsrådsvalg – fra Justitsministeriet. Både hvad angår sagens substans, og også når det gælder timingen, skaber nyheden vrede hos oppositionen i Folketinget.

Venstres politiske ordfører Sophie Løhde skriver f.eks. således på facebook:

”Skandale! Mette Frederiksen og hendes toprådgiveres slettede sms’er kan ikke genskabes Det er simpelthen en meget, meget bemærkelsesværdig timing, at oplysningen “tilfældigvis” kommer frem præcis dagen efter valget. Og hvad værre er… Når de slettede beviser ikke kan genskabes, så betyder det også, at sandheden om Mette Frederiksens ulovlige ordre aldrig kommer frem! Ikke fordi der ikke er et flertal for, at sandheden skal frem. Men fordi Mette Frederiksen har slettet løs og bevidst bortskaffet bevismateriale til en offentlig kommissionsundersøgelse. Mette Frederiksens håndtering af hele denne sag kaster mørke skygger over retsstaten”.

Sophie Løhde skriver også, at Danmark fortjener en statsminister, der følger loven. En statsminister, der ikke bevidst bortskaffer bevismateriale til en offentlig kommissionsundersøgelse. En statsminister, hvor der er lighed for loven, uanset om du er almindelig borger eller landets statsminister.

”Danmark fortjener ganske enkelt en ny statsminister! Nu må de røde støttepartier se at vågne op og stoppe med at holde hånden under Mette Frederiksen. Lad os få det folketingsvalg NU!”, skriver Sophie Løhde.

Du kan læse mere i bl.a. Danmarks Radios dækning HER, TV2’s historie HER samt i Landbrugsavisens artikel HER.

Af Christian Ingemann Nielsen, cin@baeredygtigtlandbrug.dk

Scroll to Top