Rystet over idéen med naturnationalparker

Tidligere kvægbonde håber, at lokale kommuner har rygrad til at standse de indhegnede naturnationalparker

bakkede-marker-sjælland-marts-2014-hjemmeside

Af Isak Isaksen, efterlønsmodtager, tidligere kvægbonde og i 15 år ansat som kreaturopsynsmand ved Vildmosetilsynet, mosbak@privat.dk

Bæredygtigt Landbrug opfordrede i sit nyhedsbrev for fjorten dage siden de medlemmer, der havde mulighed for at deltage, til at tage til demonstration i forbindelse med Folketingets åbning.

Demonstrationen var tilrettelagt af forskellige interesseorganisationer, og overskriften var: Stop Lea Wermelin.

Der var indlæg fra forskellige fagfolk, skovfolk, jægere og dyrlæger med mere.

Jeg var rystet, da jeg havde hørt indlæggene.

Børnelærdom

Da jeg er gammel kvægbruger, vil jeg her mest beskrive det, der har med ”storgræssere” at gøre.

Det er for bønder børnelærdom, at året deles op i to, 165 dage med græsning, maj til medio oktober, og 200 dage hvor der skal vinterfodres. I naturnationalparker vil man udsætte ”storgræssere”. Det er kreaturer og heste, der skal udsættes, men de skal ikke vinterfodres.

Dyrene vil dø af sult

Den biolog, Morten D.D. Hansen, der har opfostret ideen om Rewilding, altså naturnationalparker, han har den idé, at kreaturer og heste kan gøres vilde ved at undlade menneskekontakt (opsyn) og ved at tvinge dem til at leve af grene og kviste om vinteren. Det kan man ikke, de vil dø af sult!

Det så vi desværre så rigeligt af sidste vinter i Mols Naturnationalpark. Jeg har talt med en landmand, som bor tæt på Mols. Da jeg spurgte ham, hvad han mente om Naturnationalpark Mols, så sagde han: “Det er dyreplageri af værste skuffe, hvis det var en landmand, der havde behandlet sine dyr sådan, så var han blevet frataget retten til at have med dyr at gøre, for bestandig”.

Der blev grebet ind sidste vinter i Mols. Der var 27 dyr, der blev aflivet og afleveret til løvefoder i Givskud. De var så udsultede og afmagrede, at de ikke stod til at redde. Men her stopper det ikke, Lea Wermelin har fået en lov, L229, vedtaget i Folketinget. Den omhandler naturnationalparker. Og ifølge den lov så er dyreværnsloven tilsidesat for dyr, der er udsat i disse parker. Det vil sige, at fremover så kan kreaturer og heste udsat i naturnationalparker få lov til at sulte ihjel, uden at politi eller andre myndigheder kan gribe ind.

Hvad siger DN?

Danmarks Naturfredningsforening har i mange år stået for dyreetik og dyrevelfærd i Danmark, og tak for det… Men de går åbenbart ind for dette, da de i stor stil støtter oprettelsen af nye naturnationalparker. Jeg gad nok vide, hvor mange af deres menige medlemmer, der går ind for dette…

I Tranum har en lokal gruppe, der er modstandere af naturnationalparker, forsøgt at tage magten i DN, for at få stoppet ideen med den lokale naturnationalpark, men det lykkedes ikke. I Gribskov har kommunalbestyrelsen sagt ja til konceptet, men nej til indhegning. Jeg håber så inderligt, at borgmester Mogens Gade og hans partifæller har rygrad til at gøre det samme.

Ja til naturnationalpark, men nej til indhegning.

(Indlægget er sendt direkte til Bæredygtigt Landbrug med henblik på offentliggørelse på Bæredygtigt Landbrugs hjemmeside. Teksten har også været bragt som læserbrev i dagspressen).

Scroll to Top