Rigide regler for efterafgrøder består – men BL-model vinder efterhånden gehør

”Når vi er trygge ved at gøre det på en anden måde, der er mere fleksibel, så gør vi det”, lyder meldingen fra fødevareministeren

olieraeddike-efterafgroede-2014

De rigide regler om efterafgrøder bliver ikke ændret lige med det samme.

Onsdag eftermiddags samråd om emnet i Miljø- og Fødevareudvalget på Christiansborg gav ikke desto mindre indtryk af, at der over en bred kam er politisk vilje til at vægte grønne marker højere – altså at lytte til Bæredygtigt Landbrugs forslag.

BL har således foreslået en model, hvor der skal sås efterafgrøder alle de steder, hvor der ikke er vinterafgrøder, eller der har været roer eller kartofler.

”Det er superenkelt, og der er endnu ikke nogen, som har vovet at påstå, at dén model ikke i praksis vil opsamle lige så meget kvælstof som den nuværende model”, som BL-direktør Hans Aarestrup har forklaret ved en tidligere lejlighed.

På onsdagens samråd lød det fra fødevareminister Rasmus Prehn (S), at ”vi ved ikke nok til at ændre noget endnu”. Men han tilføjede dog også, at ”når vi er trygge ved at gøre det på en anden måde, der er mere fleksibel, så gør vi det”.

At bl.a. Bæredygtigt Landbrug længe har kæmpet imod datotyranniet, var heller ikke gået ministerens næse forbi:

”Man skal vist være både blind og døv, hvis man ikke har lagt mærke til, at der i landbruget har været betydelig utilfredshed i forhold til det her”, lød det fra Rasmus Prehn.

Du kan læse mere om onsdagens samråd i Effektivt Landbrugs artikel HER samt i Maskinbladets omtale HER.

Hvis du vil læse mere om Bæredygtigt Landbrugs holdning til problematikken, kan du blive klogere via indlæggene HER og HER.

Af Christian Ingemann Nielsen, cin@baeredygtigtlandbrug.dk

Scroll to Top