Kommuner politianmeldt for ulovlig udledning af spildevand

To kommuner er blevet politianmeldt af landmand Knud Jeppesen for manglende tilladelser til udledning af spildevand

knud-jeppesen

Bornholms regionskommune og Ringsted Kommune er blevet politianmeldt for at lede urenset spildevand ud i naturen af landmanden Knud Jeppesen. Han har fået nok af lukkede øjne fra myndighedernes side med Miljøminister Lea Wermelin i spidsen.

”Miljøministeren vil ikke tage affære og accepterer situationen, selvom den er ulovlig. Kommunerne har ikke de tilladelser, de skal have. Miljøstyrelsen gør heller ikke noget ved det”, fortæller han.

Han har valgt at politianmelde to kommuner i første omgang. De er anmeldt for overtrædelse af miljøbeskyttelseslovens § 27 og § 28, der foreskriver, at ved al udledning af spildevand skal der foreligge en tilladelse til at udlede spildevandet til recipienten. Han afviser ikke, at der vil komme flere politianmeldelser af kommuner i den kommende tid.

”Der er klar dokumentation for, at de ikke følger loven. Der er kommuner, der ikke kan finde deres tilladelser, men påstår, at de må ligge i Rigsarkivet og stadig er gældende, selvom de er fra før 1974”, forklarer han.

Minister lukker øjnene

Miljøminister Lea Wermelin har i en skrivelse af 3. februar 2021 pointeret over for alle kommuner, at der skal foreligge en tilladelse til hvert eneste overløbsbygværk for fælleskloakerede (enstrengede) anlæg. Der skal ligeledes være en tilladelse for hvert eneste udløbssted med spildevand fra separatkloakerede anlæg (tostrengede). Ellers betegnes udledningen af spildevandet som ikke lovligt. Kommunerne kan ikke fremvise tilladelserne. Alligevel er der ikke sket nogen sanktioner overfor dem.

”Politisk må der mangle enten vilje eller muligheder i Miljøstyrelsen, Miljøministeriet og hos ansvarlige politikere, når de mange eksempler viser så store fejl og mangler, og der stort set ikke er nogen former for konsekvenser af de mange fejl og ulovligheder”, fortæller Knud Jeppesen.

Landmanden, der er æresmedlem hos Bæredygtigt Landbrug, har været yderst aktiv i kampen for at få stoppet de massive udledninger af urenset spildevand, som er foregået i årevis uden tilladelser.

Hvis det var private virksomheder eller landmænd der havde gjort tilsvarende, så var der sket en anmeldelse, og der var blevet udstedt en bøde, mener Knud Jeppesen.

”Mit mål med dette er ikke at hænge enkelte personer, kommuner eller forsyningsselskaber ud som syndere, men de er kun medtaget for at vise de store problemer, der er med håndteringen af spildevand. Mit håb er, at det kan vise forbrugere, embedsfolk, politikere problemerne, og at der politisk skal tages hånd om det snarest. Især når der arbejdes med nye vandplaner, må det være oplagt at tage tingene op til kraftig revision”, siger han.

Af Jens Sillesen, jsi@baeredygtigtlandbrug.dk

Scroll to Top