Glemmer Mette Frederiksen, så husker vi

Liberal Alliance følger minksagen til dørs og kræver statsministeren stillet for en rigsret, skriver sydjysk folketingskandidat

mette-1

Af Carl Andersen (LA), folketingskandidat i Sydjyllands Storkreds, Herlev Ringvej 4b, 2730 Herlev

I disse dage er afhøringerne i kommissionen vedrørende Mette Frederiksens ordre om at slå samtlige mink i Danmark ned, påbegyndt.

Allerede nu står det klart, at der er sket alvorlige og graverende fejl. Utilgivelige fejl. Lige meget hvor meget Mette Frederiksen gemmer sig, så vil Liberal Alliance følge minksagen til dørs:

Vi husker, da Mette Frederiksen beordrede alle mink aflivet uden lovhjemmel og brød Grundloven.

Vi husker, at det ikke blot var ulovligt, men også unødvendigt, for ingen i sundhedsmyndighederne anbefalede det.

Vi husker, da Mette Frederiksen lukkede hele Nordjylland ned og gav de facto udgangsforbud til borgerne.

Vi husker, da Mette Frederiksen og regeringen lod aflivningen fortsætte på trods af den manglende lovhjemmel.

Vi husker, at Mette Frederiksen og toppen af regeringen langt før den ulovlige ordre havde ignoreret advarslen om den manglende lovhjemmel til at slå alle mink ned.

Vi husker, da politiet blev sat ind mod minkfarmerne og fortsatte den ulovlige ordre.

Vi husker, da militæret blev sat ind mod minkavlerne.

Vi husker, da Mette Frederiksen ofrede sin fødevareminister for at dække over sit eget ansvar i sagen.

Vi husker mediedækningen, der dag for dag pillede Mette Frederiksens grundlag for beslutningen ned.

Vi husker billederne af fortabte minkfarmere, som grædende slår deres sidste dyr ihjel – velvidende at deres livsværk er tabt.

Vi husker, da Mette Frederiksen vrissede af journalisterne og ikke ønskede at svare på spørgsmål.

Vi husker, da Mette Frederiksen sagde, at det ville klæde danskerne at acceptere grundlovsbruddet.

Vi husker de uværdige scener, hvor vejene flød med døde mink, og luften var tæt af råd og stank.

Vi husker de forfejlede nedgravninger til skade for vandløb og miljø og til gene for beboere.

Vi husker det lange uværdige forløb, inden minkavlerne blev tilkendt erstatning.

Vi husker, at Mette Frederiksens ulovligheder har kostet skatteborgerne ca. 20 milliarder kr.

Vi husker, at minkavlerne kommer til at vente i årevis på kompensation for deres tabte livsværk.

Glemmer Mette Frederiksen, så husker vi.

Mette skal stilles for en rigsret.

(Skribenten er medlem af Bæredygtigt Landbrug. Indlægget er sendt direkte til Bæredygtigt Landbrug med henblik på offentliggørelse på Bæredygtigt Landbrugs hjemmeside).

Scroll to Top