BL-formand interviewet af BBC

Omkring 30 millioner europæiske radiolyttere vil inden længe lære Bæredygtigt Landbrugs frontfigur Peter Kiær at kende

bbc-interview

Bæredygtigt Landbrugs bestyrelsesmedlemmer, direktion og medlemmer i øvrigt deltager ofte i tv-, radio-, avis- og hjemmeside-interviews og -debatter. Dermed når foreningens holdninger hver gang ud til adskillige tusind danskere.

Det er dog alligevel sjældent, at det lykkes at opnå kontakt til ikke færre end 30 millioner mennesker på én gang. Det sker imidlertid engang i næste uge, når BBC i et længere radioprogram – med et lyttertal i dén størrelsesorden på europæisk plan – sætter fokus på den grønne omstilling af dansk landbrug. Journalisterne har bl.a. interviewet Bæredygtigt Landbrugs formand, den sjællandske landmand Peter Kiær, hjemme på Storgaarden ved Haslev.

”Det var rigtig spændende og interessant at blive interviewet af virkelig nysgerrige britiske journalister, som er imponerede over, hvor langt vi er fremme med den grønne omstilling i dansk landbrug. Og selv om jeg var en smule nervøs ved kun at skulle begå mig på engelsk, så gik det faktisk ganske udmærket”, smiler Peter Kiær.

BL-formanden fortæller i interviewet, hvordan dansk landbrug i adskillige år er gået forrest i kampen for bæredygtighed – og hvordan danske landmænd derfor forholder sig kritisk til de nye og ekstreme ambitiøse politiske mål, som der ikke er videnskabeligt belæg for.

”Der var to journalister på besøg på Storgaarden. De spurgte mig bl.a., hvad jeg vil sige til unge internationale klimaaktivister. Her svarede jeg, at mit budskab til dem er, at det giver mest mening at producere både dyr og planter her i Danmark, hvor miljø- og klimaaftrykket er så beskedent”, fortæller Peter Kiær.

Af Christian Ingemann Nielsen, cin@baeredygtigtlandbrug.dk

Scroll to Top