Vil finansministeren kende konsekvenserne af en landbrugsaftale?

Nu må vi da finde ud af, hvad tiltagene i den grønne omstilling kommer til at koste økonomisk, produktionsmæssigt og arbejdspladsmæssigt

Gustav Garth-Grüner 4

Af Gustav Garth-Grüner, næstformand i Bæredygtigt Landbrug, Sandbygaard, Glumsø

Landbrugsforhandlingerne fortsætter nu i Finansministeriet.

Det er glædeligt, for det må da stå krystalklart, at en finansminister ikke forhandler uden at kende de økonomiske konsekvenser af det, han forhandler om. Det er jo ham, der til syvende og sidst skal finde pengene.

Finansminister Wammens kerneområde er tallene, så ved flytningen af forhandlingerne forventer vi i Bæredygtigt Landbrug, at der nu kommer gang i tal-maskinerne. At vi nu kommer til at kende de økonomiske konsekvenser af at fratage landmanden hans jord, påtvinge ham afgrøder, der ikke må høstes, og de mange andre opfindsomme initiativer, der er foreslået igennem de langvarige landbrugsforhandlinger.

Nu må vi da finde ud af, hvad tiltagene i den grønne omstilling kommer til at koste økonomisk, produktionsmæssigt og arbejdspladsmæssigt – samt hvad det kommer til at koste den enkelte landmand. I EU understreges det, at man skal lave de billigste foranstaltninger først – derfor er de økonomiske konsekvensberegninger over de store indgreb så vigtige.

Vi har høje forventninger til finansministeren, idet vi ikke forventer, at han vil pålægge sine borgere unødvendige udgifter. Derfor glæder vi os til meget snart at se de mange konsekvensberegninger.

(Indlægget har også været bragt som læserbrev i diverse dagblade samt i landbrugspressen, du kan eksempelvis læse Effektivt Landbrugs webudgave HER samt Maskinbladets hjemmesideversion via linket HER).

Scroll to Top