Regeringen holder minkavlerne hen i uvished

Statsministeren løber fra sit ansvar i en af de største politiske skandaler i nyere tid - mens en kæmpe regning er tørret af på skatteborgerne 

erling-bonnesen

Af Erling Bonnesen (V), fødevareordfører, Kløverbakken 12, 5672 Broby

Statsministerens lemfældige omgang med grundloven har kostet et helt erhverv livet, og regningen på 19 mia. kr. plus det løse, svarende til ca. 2/3 af en storebæltsbro, er blevet tørret af på skatteborgerne.

De minkavlere, som ønsker at komme i gang med deres gamle erhverv, har regeringen dømt ud på pinebænken. Det er uanstændigt.

Regeringen har bestilt en rapport, der beskriver alle mulige og umulige problemer og udtrykkeligt slår fast, at løsninger frabedes.

Man har ikke opstillet forskellige scenarier og muligheder, som det blev lovet. Der er heller ikke en second opinion, som der blev lovet.

Ubrugelig rapport

Rapporten kan ikke bruges til noget som helst.  Alligevel vælger rød blok at bruge den som grundlag til fortsat at lukke et helt erhverv ned et år mere og minimere muligheden for, at de kan komme tilbage.

Flere minkavlere står ellers på spring til at gå i gang med det arbejde, de er så gode til. Ja, verdens bedste til.

De er klar til at løbe en stor økonomisk risiko for at få deres gamle levebrød tilbage.

Det er prisværdigt, at dygtige folk ikke blot kaster håndklædet i ringen, og det burde bakkes op af regeringen.

Det bliver det bare ikke, i stedet bliver de holdt hen i uvished.

Rød bloks agenda er tydelig

Forbuddet mod at holde mink er blevet forlænget til 2022, og først næste år vil regeringen se på, om det skal ophæves.

Samtidig er det tydeligt, at det hænger i luften, at det kan ende med, at minkavl bliver helt forbudt i Danmark. Tyder det på med rød bloks udmeldinger.

Jeg synes ærligt talt ikke, regeringen kan være det bekendt. Minkavlerne har været udsat for at miste deres levebrød på baggrund af grundlovsbrud og ulovlig ordre fra statsministeren og regeringen.

Venten i stedet for klar besked

Det mindste, regeringen så kunne gøre, var at give klar besked. I stedet kan de blot få lov til at vente, i øvrigt sammen med de mange avlere som endnu ikke har fået udbetalt erstatning.

Regeringen løber fra sit ansvar i en af de største politiske skandaler i nyere tid.

(Indlægget er også sendt som læserbrev til diverse medier, eksempelvis kan Maskinbladets netversion læses via linket HER. Skribenten har ligeledes ønsket teksten offentliggjort på Bæredygtigt Landbrugs hjemmeside).

Scroll to Top