Mette skal ”ristes” af professionelle i minksagen

Det var Danmarks statsminister, som fortalte den danske befolkning, at alle mink skulle aflives. Det er muligvis kun statsministeren og hendes nærmeste, der ikke forstod det som en ordre…

Jakob Lund-Larsen

Af Jacob Lund-Larsen, chefredaktør for Effektivt Landbrug

Fra tid til anden forlyder det i medierne, at en minister bliver ”ristet” i et åbent samråd i Folketinget.

Senest forsvarsminister Trine Bramsen (S), som fandt tid til at føre lokal valgkamp på Ærø og gå til koncert i Odense, mens den afghanske hovedstad Kabul faldt i Talibans hænder. Ministeren fandt også sejllejlighed til Ærø på en hjemmeværnskutter. Det spurgte de folkevalgte nysgerrigt ind til på et samråd forleden. Men ristet, det blev ministeren ikke. Politikerne er ganske enkelt ofte direkte elendige til at stille spørgsmål.

Uden lovhjemmel

Om godt et par uger går den såkaldte granskningskommission i gang med minkskandalen.

Som bekendt besluttede regeringen uden lovhjemmel i november 2020, at alle mink i Danmark skulle aflives. Det blev meddelt på regeringens tv-transmitterede pressemøde den 4. november 2020. Alle minkavlere fik ordren pr. brev 6. november. Oveni blev minkavlere kontaktet af politiet i forbindelse med den beordrede aflivning. Politiet ville vide, om avlerne var i gang, og fik de et ”nej” fra avlerne, lød det fra politiet via et såkaldt actioncard:

”Det er jeg ked af at høre, men beslutningen er truffet. Manglende medvirken vil derfor betyde, at du ikke får mulighed for at opnå bonussen (for hurtig aflivning, red.), og du kan forvente, at myndighederne så kommer og foretager tømning af besætningen alligevel. Jeg vil derfor høre, om dette får dig til at ændre beslutningen?”.

Voldsom henvendelse

Der er muligvis en af de mest voldsomme henvendelser til danske borgere fra danske myndigheder i generationer. Men stod der andet? Og hvem lavede teksten? Hvad vidste justitsministeren, rigspolitichefen og statsministeren? Både i relation til disse actioncards. Men i det hele taget før og under minkskandalen.

Det var Danmarks statsminister Mette Frederiksen (S), som 4. november 2020 fortalte den danske befolkning, at alle mink – også avlsdyr – skulle aflives. Det er muligvis kun statsministeren og hendes nærmeste, der ikke forstod det som en ordre. Som altså var ulovlig. Det er muligvis også kun justitsministeren og rigspolitichefen, som ikke kan se, at politiets actioncards lagde et urimeligt pres på sårbare minkavlere?

Forsøg på røgslør

Alt dette bliver vi forhåbentligt meget klogere på, når granskningskommissionen tager hul på sit arbejde om et par uger. Statsministeren skal først i vidneskranken 9. december. Indtil da forsøger regeringen tilsyneladende med alle midler at lægge røgslør over sagen.

Senest har Folketingets ombudsmand dog skredet ind og har bedt Justitsministeriet genoptage en sag om aktindsigt i de omstridte actioncards.

Dem må offentligheden ikke læse i deres fulde ordlyd, mener ministeriet. Det kræver ombudsmanden derimod sker. Og godt for det.

Vi skal til bunds i skandalen

Vi skal til bunds i minkskandalen. Og hele Danmark har i den grad brug for, at Mette Frederiksen & Co. bliver ”ristet” og udspurgt under ed af professionelle.

(Indlægget har også været bragt som leder i Effektivt Landbrug, du kan se avisens onlineversion via linket HER. Skribenten har givet tilladelse til, at teksten gengives på Bæredygtigt Landbrugs hjemmeside).

Scroll to Top