Bindende klimamål er skidt for klimaet

Den nemmeste måde at opfylde nationale klimamål er ved at begrænse produktionen - hvilket imidlertid skader både beskæftigelsen og klimaet

Peter Kiær på Ledreborg

Af Peter Kiær, formand for Bæredygtigt Landbrug, Storgårdsvej 1, 4690 Haslev

Klimapolitik bør altid tage udgangspunkt i globale forhold – aldrig i snævre, nationale interesser.

Dén konklusion er ikke blevet mindre relevant, efter at statsminister Mette Frederiksen har talt om nødvendigheden af bindende klimamål for landbruget – og minsandten bakkes op af den konservative partiformand.

Ordene ”bindende klimamål” føles, smager og lyder rigtig godt. Mange inkarnerede byboere vil garanteret være ligeglade med, at landbruget som den eneste branche dermed skal pines på en sådan træhest.

Ambitionen kommer dog med garanti til at koste en masse arbejdspladser i både landbruget, transportsektoren samt på mejerier og slagterier, fordi den nemmeste måde at opfylde de nationale klimamål er ved at begrænse produktionen. Og målsætningen vil samtidig skade det globale klima, fordi vi jo netop her til lands producerer fødevarer med det allerlaveste klimaaftryk.

Vi danske landmænd er helt i top på de globale klimahitlister indenfor både svine- og mælkeproduktion, og selv med mindre jord og færre køer har korn- og kødproduktionen aldrig været større. Siden 1990 har vi reduceret CO2-udledningerne med 36 procent pr. kilo fødevarer.

Støt os nu på dén vej – i stedet for at lade gode intentioner stikke en kæp i hjulet på den grønne omstilling, som vi for længst er i fuld gang med.

(Indlægget har også været bragt som læserbrev i diverse dagblade samt i landbrugspressen, du kan eksempelvis læse Effektivt Landbrugs webversion HER samt Maskinbladets onlineudgave via linket HER).

Scroll to Top