Kendt gods dropper økologien

Det skulle være så godt, men der er ikke penge i det, lyder konklusionen fra Krenkerup Gods på Lolland

Klaus Åge, økologisk planteavler

Populister i organisations- og politik-verdenen skriger på mere økologi – men forbrugerne er åbenlyst mere tilbageholdende, og i landbruget har man tilsyneladende også svært ved at få armene op over den økologiske niche i dansk fødevareproduktion.

Senest har Krenkerup Gods droppet økologien. I 2017 omlagde det store og historiske lollandske gods 210 hektar til økologiske afgrøder, men nu bliver arealet rullet tilbage til konventionel produktion.

”Hovedårsagen er, at der ikke er penge i det. Vi har tjent ca. 400 kr. mindre pr. hektar om året på det økologiske areal i forhold til det konventionelle”, siger Mathias Knudsen, landbrugsinspektør på Krenkerup Gods, til AgriWatch.

”Vi lagde om til økologi, fordi vi havde en forventning om at tjene signifikant mere på det økologiske end det konventionelle areal. Det har ikke levet op til forventningerne, og derudover kommer, at vi bruger meget mere tid på det økologiske”, tilføjer han.

Mathias Knudsen kritiserer også, at økologerne i henhold til nye regler ikke må bruge så meget konventionel husdyrgødning som tidligere. Hvilket ikke ligefrem er et økologi-fremmende tiltag, da økologiske afgrøder som bekendt også har brug for næringsstoffer…

I 2020 var i alt 11,3 procent af det samlede danske landbrugsareal økologisk. Kun et par procent af den milliardstore danske landbrugseksport består til gengæld af økologiske produkter.

Du kan, hvis du abonnerer på mediet, læse hele artiklen fra AgriWatch via linket HER.

Af Christian Ingemann Nielsen, cin@baeredygtigtlandbrug.dk

Scroll to Top