Gør det enkelt og klimavenligt

Bæredygtigt Landbrugs forslag er enkelt og virkningsfuldt: Efterafgrøder skal sås der, hvor der ikke sås vintersæd eller er afgrøder med lang vækstsæson som kartofler og roer

olieraeddike-efterafgroede-2

Af Peter Bohsen Jensen, bestyrelsesmedlem i Bæredygtigt Landbrug, Bygaden 25, Rårup, 7130 Juelsminde

Regeringens indviklede og verdensfjerne lovgivning bremser for fremgang på klima- og miljøområdet – også i landbruget.

Lige nu høster vi landmænd på højtryk – det giver travlhed. Vi skal så flere afgrøder hurtigt igen, så vi kan holde markerne grønne, sætte gang i den vigtige CO2-opsamlende fotosyntese og sørge for, at der er afgrøder på arealerne til at opsuge eventuelle tilbageblivende næringsstoffer. Det er dog minimalt, hvad der er af disse næringsstoffer med den udsultningspolitik, der føres.

Samtidig kræver regeringen, at vi skal så et uhørt stort areal til med efterafgrøder. De skal pine død i jorden – selvom de ikke bliver til hverken føde, foder eller energi – men blot skal rådne op på marken – med lattergasudslip til følge. Efterafgrøderne er blevet et så stort mantra for regeringen, mere, mere, mere, synes de at mene. At det skubber alvorligt til et godt og frugtbart sædskifte og betyder, at landmanden nogle gange tvinges til at høste umodne afgrøder for at kunne så disse efterafgrøder, tænker de åbenbart ikke på.

Teorien er, at disse efterafgrøder opsamler de tilbageblivende næringsstoffer. Det kunne vinterhvede f.eks. gøre lige så godt – og tilmed ville marken være dækket i de kritiske forårsmåneder, hvor efterafgrøderne efterlader marken sort. Efterafgrødereglerne er skrivebordslovgivning, når det er værst.

Bæredygtigt Landbrugs forslag er enkelt og virkningsfuldt: Efterafgrøder skal sås der, hvor der ikke sås vintersæd eller er afgrøder med lang vækstsæson som kartofler og roer.

Så enkelt kan det gøres – det vil tilmed være effektivt for miljøet og klimaet – produktionen og samfundsøkonomien. Og det er da vel ikke så galt.

(Indlægget har også været bragt som læserbrev i diverse dagblade og medier).

Scroll to Top