De vil tie sandheden ihjel

I bruger hovedparten af jeres kræfter på et problem, der er løst - skriver journalist og foredragsholder Jørgen Lund Christiansen til landbrugsfjendtlige læserbrevsskribenter

sprøjte

Af Jørgen Lund Christiansen, Skanderborg, journalist og foredragsholder

Den 23. juli efterlyste Ib Jensen her i avisen en second opinion til min oplysning om, at man skal være slemt uheldig, hvis der med to liter vand fra hanen hver dag i 80 år er et større ”gift”-indtag end indholdet af nikotin og tjære i en halv cigaret. For har jeg ret, skrev han, spilder samfundet jo milliarder på ingenting. Det har han ret i.

Den halve cigaret på 80 år er en oplysning, som DN-bestyrelsessuppleant i Favrskov Niels Jørgen Sørensen i gentagne indlæg behændigt er veget udenom. I stedet for at erkende, jeg har ret, skriver han 27. juli. at opgaven må være at overbevise politikerne om, at pesticidrester er uskadelige. Det tager jeg som en erkendelse, og tak for det Sørensen. Jeg er helt enig i dit synspunkt vedrørende behovet for, at politikerne når samme erkendelse.

Ingen kan pille ved de tal…

Ligeledes 27. juli dokumenterer agronom og redaktør Gunner Buck, at mit regnestykke er korrekt. Han konkluderer endda, at det over 80 år ikke er muligt at få mere ”gift” fra pesticider med vandet, end der er nikotin og tjære i et enkelt sug på en cigaret. Og sådan er det! Jeg bragte denne kendsgerning frem første gang i Landmandsavisen i november 1998 – illustreret af en tegning af Arne Sørensen. Ingen – som i INGEN – har siden kunnet pille ved tallene, til stor ærgrelse også for mange andre end Niels Jørgen Sørensen. Et har de haft til fælles: Fakta skal ties ihjel! Men nu går den ikke længere.

Sørensens bestyrelsesformand i DN Favrskov Alfred Borg vil fortsætte kampen for nul pesticider. Han mener, det ikke blot er fortidens synder, der er på vej ned til grundvandet. Det gælder, skriver han, også for midler, der var tilladte ”indtil for ganske få år siden”. Det ligner en erkendelse af, at der er styr på tingene i dag vedrørende den halve procent af Danmarks kemiforbrug, som pesticiderne står for. Det er da også 20 år siden, der i Danmark er lukket en boring som følge af pesticidrester fra overfladebrug. Og INGEN dør af at drikke vand, mens tobak, alkohol og luftforurening årligt koster flere end 20.000 mennesker livet.

Øko-påstand er et gevaldigt selvmål

Borg laver et gevaldigt selvmål med sin påstand om, at man ved at købe økologisk er fri for sprøjtegifte. I mine unge dage var jeg ansat i staten og med til at forsøgssprøjte med gift, som var rigtig giftig, bladan bl.a.

For Christiansborg ville have merproduktion og større valutaindtjening, og nu skulle landbruget bare høre, hvordan det kunne nås! Noget af skidtet fra dengang er stadig på vej ned – også under økologernes marker! Det er op til 50 andre øko-godkendte sprøjtemidler også, baseret på bl.a. giftige svampe og bakterier. Der analyseres i Danmark kun for ét øko-sprøjtemiddel, Spinosad. Resten går under radaren – også store dele af den øko-import af frugt og grønt, vi køber i butikkerne, bl.a. fra Italien, hvor der er flere end 500 godkendte, men ikke kontrollerede giftige øko-sprøjtemidler. Jeg går konsekvent udenom ”den grønne” øko-montre – for præcis der er der mindst styr på tingene. Jeg fatter ikke DN’s, mediernes og politikernes passivitet på området.

Bør fakta ikke præge debatten?

Det nævnte er fakta, Alfred Borg. Men du og ligesindede gør, hvad I kan for at tie det ihjel. I bruger hovedparten af jeres kræfter på et problem, der er løst. I burde fokusere på tungmetaller og giftstoffer fra planter, som Gunner Buck skriver. Og når I er ved det, så tag medicinrester, kosmetik, husholdningskemi, træbeskyttelses- og undervognsbehandlingsmidler samt rensningsanlæggenes overløb og meget andet med. Pesticiderne udgør en forsvindende lille del af de flere end 100.000 kemikalier, vi bruger i Danmark.

Vi er jo enige om, at det er fakta, der skal præge debatten – og politikerne!

(Indlægget har også været bragt som læserbrev i Aarhus Stiftstidende. Skribenten har givet tilladelse til, at teksten gengives på Bæredygtigt Landbrugs hjemmeside).

Scroll to Top