Stop hetzen – og regn efter!

Brug dog kræfterne på de udfordringer, som en del af de øvrige 99 procent af kemiforbruget udgør - i stedet for at gå efter landbruget

nyt foto raps Vendsyssel 2021

Af Jørgen Lund Christiansen, journalist og foredragsholder, Skanderborg

Mens der er grøn vækst helt frem til søbredden, gror der ingenting på vore strande – fordi salt slår planter ihjel.

Niels Jørgen Sørensen snakker udenom i Aarhus Stiftstidende 20. juli, når han ikke erkender, at både salt og koffein dræber, mens glyphosat ikke gør – bortset fra ukrudt. Jeg har gentagne gange bedt ham forholde sig til, at såfremt der i alt vores vand skulle være det tilladte indhold af pesticidrest, skal han drikke to liter vand om dagen i 80 år for at få et ”gift”-indtag, der svarer til nikotin og tjære i en halv cigaret.

Kom nu, Sørensen! Regn efter!

Grænsen er en tiendedel milliontedel gram rest pr. liter vand. Og der er tolv tusindedele gram gift i én cigaret. Så meget for Grand-Jeans udsagn om, at pesticider ikke bør findes i grundvand og Kolmos’ krav om forbud mod glyphosat. De mini-rester, der findes i dag, er fra fortidens statsanbefalede, uansvarlige brug – også under de jorder, økologerne påstår skulle være ”giftfrie”.

Der er ikke noget sundhedsproblem. Brug dog kræfterne på de udfordringer, som en del af de øvrige 99 procent af kemiforbruget udgør.

Uanset hvad Sørensen antyder, er jeg ikke på nogen del af landbrugets lønningsliste, så helt privat kan jeg sige:

Stop hetzen – og regn efter!

(Indlægget har også været bragt som læserbrev i den trykte udgave af Aarhus Stiftstidende. Skribenten har givet tilladelse til, at teksten gengives på Bæredygtigt Landbrugs hjemmeside).

Scroll to Top