Landbrugskritiker er ude i religiøst ærinde

Intet argument rækker mod principiel, indædt uvilje og dommedagsprædikener - forklarer journalist Jørgen Lund Christiansen i avisdebat

Jørgen Lund Christiansen

Af Jørgen Lund Christiansen, journalist og foredragsholder, Skanderborg

I Stiften 8. juli skriver Niels Jørgen Sørensen (NJS), at glyphosat bruges til bekæmpelse af insekter!

Hvis jeg ikke jeg tager fejl, og det gør jeg ikke, er glyphosat et godkendt ukrudtsmiddel, intet andet – og det mildeste, vi har. Koffein, køkkensalt og godkendte syremidler til ukrudtsbekæmpelse er langt mere ”giftige”. NJS’ udsagn er typisk for lødigheden af den hetz, han ved hver given lejlighed fører mod alt, der har med landbrug at gøre.

Så ufarligt er det…

Denne debat begyndte, da NJS skældte mig ud 4. juli. Fælles for dette indlæg og hans nyeste er, at han ”overser” det afgørende: Selvom der skulle være 0,1 mikrogram pesticidrest i alt det vand, der kommer ud af hanerne, skal man drikke to liter vand om dagen i 80 år for at få et samlet ”gift”indtag svarende til nikotin og tjære i en halv cigaret. På firs år! Regn selv efter: O,1 mikrogram = en tiendedel milliontedel gram.

Grænseværdien for pesticidindhold er sat til tusinde gange under den sundhedsmæssige risikogrænse. Det er 20 år siden, vi i lukkede en boring som følge af sprøjtning på dyrkningsfladen. Fund af pesticidrester i grundvand er undtagelsen, og da under grænsen. De to liter om dagen i 80 år giver højest anledning til et enkelt hiv i et ligkistesøm. Dagens godkendte midler nedbrydes, før de når grundvandet.

De virkelige udfordringer

Alligevel efterlyser NJS tvivlens nådegave hos den, der mener noget andet end han. Stærkere kan det ikke siges, at han er ude i et religiøst ærinde. Hvis hans mål virkelig er bedre forhold for miljø, biodiversitet og klima, bør hans egen nådegavetvivl lede ham til et virke for forbud mod udledning fra bl.a. rensningsanlæg, bilkørsel, husholdningskemi, medicin, træbeskyttelsesmidler, undervognsbehandling, alkohol og tobak.

Landbruget har overordnet løst sit problem, men må erkende, at intet argument rækker mod principiel, indædt uvilje og dommedagsprædikener.

(Indlægget har også været bragt som læserbrev i den trykte udgave af Aarhus Stiftstidende. Skribenten har givet tilladelse til, at teksten gengives på Bæredygtigt Landbrugs hjemmeside. Du kan blive klogere på avisdebatten via indlæggene HER og HER).

Scroll to Top