EU: Landbruget skal være klimaneutralt om 14 år

Der skal fart på omstillingen af landbruget, lyder det fra Bruxelles – hvor kommissionen taler om at begrænse udledningen af CO2 med 55 procent

eu-flag

EU-Kommissionen har netop fremlagt et klimaudspil, der taler om, at der nu skal fart på omstillingen af landbruget i EU. Det skriver Landbrugsavisen.

Forhåbentlig skeles der i dén forbindelse til erfaringerne fra Danmark – hvor landmændene som bekendt har haft stor succes med at mindske CO2-udledningerne ganske betragteligt og ovenikøbet i samme periode har øget den samlede produktion af fødevarer.

I udspillet fra Bruxelles lyder det bl.a., at EU har ambition om samlet set at begrænse udledningen af CO2 med 55 procent inden 2030. Her bruger man tal fra 1990 som sammenligning.

Det danske mål er 70 procent.

EU-Kommissionens oplæg handler dog om meget andet end landbrug – der efter planen samlet set skal være helt klimaneutralt i år 2035. Man foreslår eksempelvis en CO2-told, et stop for salg af benzin- og dieselbiler og en omfattende omstilling af energiproduktionen og skibstransporten.

Du kan læse mere i Landbrugsavisens omtale HER samt i Maskinbladets artikel HER og i dækningen fra AgriWatch HER.

Af Christian Ingemann Nielsen, cin@baeredygtigtlandbrug.dk

Scroll to Top