60 procent af Danmark er jordbrugsareal

Det er en myte, at landbruget fylder mere og mere i Danmark – men vi er dog stadig det klart førende landbrugsland i Norden

gødning

Nej, dansk landbrug fylder ikke mere og mere i landskabet – tværtimod bliver der mindre og mindre landbrugsareal i Danmark.

Selv om det danske jordbrugsareal er faldet med 10 procent over de seneste 50 år, ligger vi imidlertid stadig langt foran eksempelvis vores nordiske naboer. Det skriver både Maskinbladet og Landbrugsavisen med udgangspunkt i nye tal fra Danmarks Statistik.

”Uagtet faldet er det danske jordbrugsareal stort og udgør over 60 procent af hele Danmarks areal. Det er langt mere end i nogle af vores nabolande”, skriver Danmarks Statistik på sin hjemmeside.

Her henvises der til en tidligere opgørelse, der viser, at vores nordiske naboer som Sverige, Norge, Finland og Island alle har langt mindre udnyttelse af areal. Island bruger omkring 15 procent af sit areal til jordbrug, mens de tre øvrige lande bruger under 10 procent af deres arealer – Norge er helt nede på 3,5 procent.

Jordbrug omfatter landbrugsafgrøder som f.eks. korn, roer, kartofler og arealer til græsning og gartneriafgrøder som f.eks. grøntsager og frugt.

Du kan læse mere på Maskinbladets hjemmeside HER samt i Landbrugsavisens omtale HER.

Af Christian Ingemann Nielsen, cin@baeredygtigtlandbrug.dk

Scroll to Top