Af Jacob Lund-Larsen, chefredaktør for Effektivt Landbrug
Det kan godt være, at Bæredygtigt Landbrug ikke vinder sin retssag mod Aarhus-professor Stiig Markager. Det kan også være, at foreningen gør. Det ved vi først, når dommen er afsagt midt på sommeren. Det mest bekymrende er dog ikke nødvendigvis, hvem det får rettens ord for, at de har ret.
Det, der bekymrer, er nogle af Stiig Markagers trofaste tilhængeres tilsyneladende næsegrus beundring for professoren.
Selvfølgelig skal en professor kunne bevise sine påstande
Med et banner med påskriften ”Stol på Stiig” stod de således foran retten i Hillerød forleden. Hvor ukritisk kan man egentlig tillade sig at være, må man måbende spørge.
Naturligvis skal en professor kunne fremlægge konkrete beviser for sine påstande. Os bekendt er det endnu ikke tilfældet. Og det er hele Markager-sagens kerne: Sig, hvad du vil, Stiig. Men dokumentér, hvad du siger.
Det er klart, at Markager og nogle af hans tilhængere forsøger at gøre sagen til en sag om, hvorvidt man som professor kan, skal og må blande sig i den offentlige debat. Retten til at ytre sig anfægter ingen. Det eneste, der bedes om, er dokumentation for de påstande, som i den pågældende sag handler om, hvorvidt der er dokumentation hos professoren for, at kvælstofudledningen siden 2010 er steget med 700 tons om året.
Blind tillid
Tænk sig, om man – blot fordi man har sympati med en professor – bare har den holdning, at man skal stole på vedkommende. Uden tjek. Uden dokumentation. Bare blind tillid. Hvad så med at droppe minkskandalens undersøgelse og proklamere ”Stol på Mette”? Eller hvad med et ”Stol på Støjberg”? Så sparer vi en milliondyr rigsretssag. Og statsministerens disciple og Inger Støjbergs støtter ville måske juble. Men det ville jo være det rene vanvid.
Vores fælles samfund må og skal fungere sådan, at enhver har ret til at blande sig i offentlige debatter. En professor som Stiig Markager føler sig, som vi forstår det, ligefrem forpligtet til at blande sig i kvælstofdebatten. Og hurra for det. Med den tilføjelse, at det naturligvis forpligter, når man ifører sig professor-kasketten. Og at der naturligvis skal følge dokumentation med, når man offentligt hænger andre ud for at forurene.
Udsagnet ”Stol på Stiig” er simpelthen helt i hegnet. Fordi konsekvensen af en opbakning til udsagnet er det rene anarki.
Skal ladeporten virkelig være åben?
Den sag, som Bæredygtigt Landbrug ganske modigt har rejst, er både en trykprøve af Stiig Markagers troværdighed og af vores syn på autoriteter. Får professoren lov til udokumenteret at påstå, hvad han vil, så er ladeporten åben for enhver, som nogle synes, man bør stole på. En sådan vej synes ikke farbar i et demokrati.
(Indlægget har også været bragt som leder i Effektivt Landbrug, du kan læse avisens onlineversion via linket HER. Skribenten har givet tilladelse til, at teksten gengives på Bæredygtigt Landbrugs hjemmeside).
