Radikal politiker overdriver om kød og klima

Der er ikke dokumentation for påstanden om, at en danskers kødforbrug belaster klimaet mere end forbruget af el, varme, benzin og diesel

køer-på-mark-tina

Det er nok de færreste kvæg- og mælkebønder, som bryder sig om, at folkevalgte og meningsdannere taler usandt om kødforbrugets påståede belastning af klimaet.

Men heldigvis har man bl.a. mediet TjekDet til at be- eller afkræfte diverse påstande i debatten.

Senest har mediet set på den radikale folketingspolitiker samt landbrugs-, natur- og miljøordfører Zenia Stampes facebook-melding, der lød således:

”En gennemsnitlig danskers kødforbrug belaster klimaet mere end samme danskers forbrug af el, varme, benzin og diesel”.

Problemet for Zenia Stampe er, at påstanden ikke holder vand, og at hun derudover heller ikke henviser til nogen form for dokumentation for udsagnet.

Zenia Stampe har efter TjekDets gennemgang rettet sit opslag.

Hvad hverken TjekDet eller andre medier har spurgt Zenia Stampe om, kan Bæredygtigt Landbrug så til gengæld bidrage og supplere med. Dét spørgsmål lyder således:

Når der nu er en enorm international efterspørgsel efter kød – og vi herhjemme producerer med et internationalt set meget lavt miljø- og klimaaftryk – hvem skal så fremadrettet producere disse varer, hvis de ikke længere skal produceres her til lands? For Zenia Stampe er vel enig i, at det internationale markeds efterspørgsel efter kød ikke stopper, blot fordi man dropper eller neddrosler eksempelvis den danske svineproduktion?

Du kan læse mere på TjekDets hjemmeside HER samt på den systemkritiske hjemmeside Indblik.dk HER.

Af Christian Ingemann Nielsen, cin@baeredygtigtlandbrug.dk

Scroll to Top