Af Torsten Buhl, direktør for FødevareDanmark
Ikke mange dage går på hæld, uden at en ”tænketank” har tænkt en tanke, som den føler trang til at dele med offentligheden.
Det kan være om hvad som helst, og der er ingen krav om faglighed endsige videnskabelig ”redelighed”. Der er end ikke en forventning om, at de, der tænker tankerne, har forstand på det, de tænker tanker om.
Dokumentation kræves ikke
Til gengæld er der en formodning om, at tankerne er meget kloge, for det er man næsten pr. definition, når man er en tænker, og hvis man for eksempel er professor, er der ingen tvivl tilbage, heller ikke hvis man er professor i noget helt andet end det, man tænker tanker om i tænketanken.
Og netop professorer og andre, der ellers har deres virke på højere læreanstalter, hvor der er krav om god videnskabelig praksis, trives formentlig godt i tænketanke, hvor de inden for tanken kan tænke ud af boksen og uden krav om signifikans og andre videnskabelige kvalitetskrav hævde hvad som helst, for det er jo typisk ikke dem selv, der siger det, men tænketanken, og den skal jo bare tænke og ikke nødvendigvis dokumentere.
Konklusionerne ligger fast på forhånd
Det er jo ikke forbudt at få ideer, og det er netop, hvad tænketanke skal. Ifølge Sproget.dk, som Kulturministeriets institutioner for sprog og litteratur, Dansk Sprognævn og Det Danske Sprog- og Litteraturselskab står bag, er dette definitionen på en tænketank: ”Institution, afdeling eller kreds af personer, hvis opgave er udvikling af nye ideer.”
Det siger sig selv, at det skal være ideer, der flugter med tænketankens formål og ideologi, hvorved konklusionerne ligger fast på forhånd. Det er altså kun mellemregningerne, der kan tænkes højt om i tanken, men i forhold til dem er der til gengæld frit slag.
Det er der typisk ikke i de fora, hvor tænketankens medlemmer ellers slår deres folder, så her er et frirum, hvor man kan dyrke og fremme sine interesser uden at blive kigget efter i sømmene eller på anden måde mødt med ubehagelige og kritiske spørgsmål – for man sidder jo godt gemt i tanken, hvor man ikke står personligt til ansvar for noget som helst.
Ingen tager vel skade af tankevirksomhed, eller…?
Og ingen sag er for lille – eller for stor – til at tænke tanker om i en tænketank, som, hvis man googler ordet, giver ca. 202.000 resultater. Så vil man også se, at der ikke er det, der ikke findes tænketanke til at tænke tanker om.
Det er alt sammen såre godt, for tanker er den første forudsætning for udvikling, og uden dem ville vi ikke have velordnede samfund. Det vil imidlertid være for meget at sige, at ingen har taget skade af tankevirksomhed, for der er mange, der har lidt – og lider – i autoritære systemer, der bygger på ideologier, som jo pr. definition er udtænkt af nogen. Hvad disse autoritære ideologier til gengæld ikke er, er udfordret, for dér, hvor de råder, sætter man udfordrerne i fængsel, hvis man da ikke slår dem ihjel.
Udfordring er en nødvendighed
Og så går det galt for hele samfundet, og det gælder i virkeligheden al tankebaseret udvikling: Den skal løbede udfordres og modsiges således, at argumenterne kan afprøves og justeres, og så der opstår en friktion, hvorved validiteten af påstande afprøves. Det sker ikke nødvendigvis internt i tankene; men ingen ideer til afgørende ændringer bør stå uimodsagt, hvilket naturligvis stiller krav til dem, som ideerne berører, men også til de medier, der formidler ideerne.
Tænketanke skal altså opfattes og udfordres som det, de er:
Interesseorganisationer eller foreninger med særlige politiske dagsordener.
Hverken mere eller mindre.
(Indlægget har også været bragt som leder i Fødevaremagasinet. Skribenten har sagt god for, at teksten gengives på Bæredygtigt Landbrugs hjemmeside. Indlægget er ikke blevet mindre aktuelt efter den nylige stiftelse af “Tænketank Hav” med naturfredningsforeningens præsident Maria Reumert Gjerding som formand – dén tænketank kan du læse mere om i linket HER).
