BL-direktør om EU’s landbrugsreform: Det gavner ikke klimaet at lefle for de mindre brug

Hans Aarestrup hæfter sig ved, at ny aftale lader reduktioner i hektarstøtten finansiere tiltag, der kommer til at mindske produktionen

eu-flag

Det er mildest talt ikke rosende ord, Bæredygtigt Landbrugs direktør Hans Aarestrup har tilovers for den netop indgåede aftale om EU’s nye landbrugsreform.

Ikke mindst elementerne om i højere grad fremover at tilgodese mindre landbrug, vækker harme hos BL-direktøren:

”At man i EU vil tage specielle hensyn til småbrug, er ren leflen for Morten Korch-segmentet. Det ændrer jo ikke på, at strukturudviklingen fortsætter med uformindsket styrke. Og begrundelser om klima og biodiversitet holder ikke en meter, da de små brug ikke har råd til at implementere de nødvendige løsninger. Den faktor, der får flest små brug til at slå op i banen, er det omfattende papirarbejde, der følger med at være landmand. De opgiver simpelthen på grund af bureaukrati”, siger Hans Aarestrup.

Grundlæggende er EU positivt, men…

BL-direktøren understreger, at den danske landbrugs- og fødevaresektor er helt afhængig af EU i forhold til at kunne afsætte danske produkter på verdensmarkedet. Derfor er branchen i udgangspunktet EU-positiv, men det kan – som Hans Aarestrup formulerer det – være lidt vanskeligt at holde af det papirvælde, der følger med.

Hans Aarestrup kritiserer, at landbruget skal lægge ryg til alle omkostninger ved de nye vand- og klimaplaner, og han advarer nu den danske regering om ikke at lade den nye europæiske landbrugsreform ødelægge den enkelte danske landmands økonomi:

Intensivering ville være et plus

”Hektarstøtten blev givet for at sikre gode, sunde, rigelige og billige fødevarer i EU. Den skal også sikre en konkurrencedygtighed i forhold til importvarer, der er produceret under andre standarder. Nu vælger man så, at reduktioner i støtten skal finansiere forskellige tiltag, der kommer til at mindske produktionen. Vi skal ikke længere dyrke al jorden, og der bliver givet tilskud til ekstensivering, selv om intensivering ville være et gode for både økonomien og klimaet”, siger Bæredygtigt Landbrugs direktør.

Den nye EU-aftale skal konfirmeres af EU’s landbrugsministre og siden af Europa-Parlamentet. Du kan læse mere i medieomtalerne hos Landbrugsavisen HER og AgriWatch HER.

Af Christian Ingemann Nielsen, cin@baeredygtigtlandbrug.dk

Scroll to Top