Uden målinger kan vi ikke hjælpe miljøet

Få nu foretaget de krævede fysisk-kemiske målinger, så vi kan få en landbrugsregulering herhjemme, der er bygget på fakta fremfor formodninger

Peter Rosendal hos BL

Af Peter Rosendal, bestyrelsesmedlem i Bæredygtigt Landbrug, Knudsbølvej 31, 6064 Jordrup

Kan vi hjælpe miljøet uden at kende tilstanden?

Spørgsmålet trænger sig på, fordi de danske myndigheder stadig ikke følger EU’s regler, men fortsat blot tager cirka to procent af de påkrævede vandprøver for kemiske stoffer.

Som landmand er jeg ikke bange for at blive målt – og bliver det sandelig også. Tværtimod står jeg inde for at overholde samtlige regler på mine arealer med marker, hegn, vandløb, lavbundsjorde og gamle mergelgrave.

Men jeg forstår ikke logikken omkring de manglende målinger af alle de giftstoffer, der kommer fra vi danskeres hverdags-aktiviteter. Målinger, som EU kræver, men som ikke foretages. Hvormed landbruget får skylden for alle dårligdomme. Hvorfor har man accepteret gætværk som grobund for regulering, når man således ikke kender tilstanden i 98 procent af overfladevandet i vandløbene?

Få nu foretaget de krævede fysisk-kemiske målinger, så vi kan få en landbrugsregulering herhjemme, der er bygget på fakta fremfor formodninger. Og en miljøpolitik der rent faktisk gavner miljøet.

(Indlægget har også været bragt som læserbrev i en hel del lokale og regionale dagblade samt i landbrugspressen, du kan f.eks. læse udgaverne i JydskeVestkysten HER, Viborg Stifts Folkeblad HER, Fyens Stiftstidende HER, Horsens Folkeblad HER, Dagbladet Holstebro-Struer HER samt Dagbladet Ringkøbing-Skjern HER plus Effektivt Landbrugs onlineversion via linket HER).

Scroll to Top