Landbrugsreform udskydes en måned

Der kan nu tidligst landes et kompromis på de europæiske landbrugsministres møde den 28. og 29. juni. BL-direktør er mere bekymret for indenrigspolitiske tiltag...

tina-mark-og-penge

Danske landmænd må vente endnu en måned i spænding, inden de ved, hvordan EU’s nye landbrugsreform bliver skruet sammen.

Ifølge mediet AgriWatch besluttede det portugisiske EU-formandskab klokken 5 fredag morgen at suspendere mødet mellem landbrugsministrene i Bruxelles for i stedet at mødes igen den 28. og 29. juni. Her får formandskabet dermed en sidste chance for at fabrikere og godkende en aftale.

Usikkerhed om flere punkter

Dermed er der stadig usikkerhed om, hvordan eksempelvis hektarstøtten bliver skruet sammen, hvor meget frihed de enkelte landes regeringer og parlamenter får til at lege med de såkaldte søjle I- og søjle II-midler og ikke mindst i forhold til de miljø- og klimatiltag, der ganske vist skulle være frivillige for hver enkelt landmand at deltage i – men som ifølge det foreløbige oplæg vil betyde tab af direkte støtte, hvis man ikke deltager. Der er også fortsat uenighed om procentsatsen for braklægning af jord – samt om en såkaldt krisereserve målrettet landbrugssektoren, hvis f.eks. en ny pandemikrise indtræffer.

Revolutionerne kommer hjemmefra

Bæredygtigt Landbrugs direktør Hans Aarestrup afventer EU-politikernes forhandlinger med spænding – men understreger også overfor Bæredygtigt Landbrugs hjemmeside, at den europæiske landbrugsreform næppe kommer til at skabe revolutioner for den enkelte danske landmand:

”Det er jo altid interessant at se, hvordan det her ender. Men det, man umiddelbart ikke kan nå til enighed om på EU-niveau, får næppe den store betydning for, hvordan man vil bruge ordningen i Danmark. Vi er meget mere bekymret for det, der sker indenrigspolitisk i øjeblikket – med de igangværende klima- og miljøforhandlinger, der virkelig risikerer at stække, svække og ødelægge dansk landbrug og hele fødevaresektoren”, lyder det fra Hans Aarestrup.

Hvis du abonnerer på AgriWatch, kan du læse mere om arbejdet med den europæiske landbrugsreform i artiklen HER. Landbrugsavisen skriver også om sagen, dén artikel kan du læse via linket HER.

Af Christian Ingemann Nielsen, cin@baeredygtigtlandbrug.dk

Scroll to Top