Landbrugspolitik må aldrig overlades til venstrefløjen

Byrden for at leve op til vandrammedirektivet skal ikke lægges på landbrugets skuldre, skriver folketingskandidat

gødning

Af Karsten Byrgesen, folketingskandidat for Nye Borgerlige, Syd- og Sønderjylland, Gothersgade 20, Fredericia

Jeg ynder at kalde danske landmænd for globale klimahelte.

For hver gang dansk landbrug vinder markedsandele i udlandet, bliver der leveret landbrugsvarer produceret med mindst CO2-udslip, den laveste miljøpåvirkning og med den bedste dyrevelfærd.

Det forstår venstrefløjen simpelthen ikke, eller også vil de ikke vedkende sig fakta.

Voldsomt indgribende tiltag

Det står klart, at landbrugspolitik i Danmark aldrig må overlades til venstrefløjen.

Det vil betyde afvikling af dansk landbrug, ødelæggelse af et helt erhverv og fjernelse af et helt kulturlag i Danmarks lange historie.

Regeringens og den støttepartiers plan om at reducere CO2-udslip og kvælstofudledninger er i sig selv voldsomt indgribende.

Det er pinligt at høre på f.eks. Enhedslistens ligegyldige tilgang til, hvor meget landbrug, de vil nedlægge.

Klima-nationalisme

Venstrefløjen er klima-nationalister.

På venstrefløjen er man fløjtende ligeglade med, at konsekvensen af at reducere dansk landbrugsproduktion bliver en stigning i produktion andre steder og samlet set et større udslip af CO2. Det er den såkaldte lækage-effekt.

Et helt erhverv, landbruget, udskammes som CO2-syndere. Men tag nu til eksempel Fredericia. Tre procent af byens CO2 kommer fra landbruget. 75 procent kommer fra el- og varmeforsyning og industri.

Andre kilder til kvælstofudledning

Nye Borgerlige lægger vægt på, at når vi skal forhandle kvælstofreduktioner, skal andre og meget betydelige kilder til kvælstofbelastning inddrages.

Vi ved, at kvælstof stammende fra vores nabolande transporteres med havstrømmene ind i de indre danske farvande. Vi ved også, at spildevand fra byerne spiller en rolle, og at skæbnesvanger udgravning af havneslam, der dumpes i f.eks. Lillebælt, øger indholdet af næringsstoffer i vandet og spreder en uskøn mangfoldighed af gift.

Vigtigt samarbejde i blå blok

Vi kommer ikke til at acceptere, at byrden for at leve op til vandrammedirektivet udelukkende lægges på landbrugets skuldre.

Heldigvis ser vi nogenlunde ens på udfordringerne i de blå partier, og vi skal nok finde ud af at samarbejde, så dansk landbrug også fremover bliver udviklet og ikke afviklet.

Det skylder vi hinanden – og dem, der kommer efter.

(Indlægget har også været bragt som læserbrev i bl.a. dagbladet JydskeVestkysten, du kan se avisens onlineudgave via linket HER. Skribenten har givet tilladelse til, at teksten gengives på Bæredygtigt Landbrugs hjemmeside).

Scroll to Top