Hård kritik af fødevareminister i minksagen

”Uvederhæftigt”, lyder det fra Venstres Troels Lund Poulsen efter nye afsløringer i minkgate

minkgaard-high-res

Afsløringerne i “minkgate” vil tilsyneladende ingen ende tage:

Venstres finansordfører Troels Lund Poulsen er en af de politikere, som nu retter en hård kritik af fødevareminister Rasmus Prehn (S). Det handler om nedgravningen af de millioner af mink, der blev aflivet tilbage i november.

Rasmus Prehn har flere gange sagt, at det blev nødvendigt at grave mink ned ved Holstebro og Karup, fordi forbrændingsanlæggene sagde, at de ikke kunne brænde særligt mange mink af. Bagefter kom forbrændingsanlæggene så ifølge ministeren løbende og sagde, at de alligevel godt kunne have brændt mange flere af, men da var det for sent.

DR Nyheders afdækning viser imidlertid, at den opgørelse over kapacitet, som Prehn bruger som forklaring, hviler på et meget spinkelt grundlag.

”Det er en ekstrem grad af kynisme. Det er jo at bruge forbrændingsanlæggene som dem, der, om man så må sige, sov i timen og ikke var i stand til at levere opgaven. Nu viser det sig, at det er stik modsat. At forbrændingsanlæggene var klar og efter en prøvebrænding var klar på at løse opgaven. Det er simpelthen uvederhæftigt”, siger Troels Lund Poulsen.

Du kan læse mere i artiklerne HER og HER.

Af Christian Ingemann Nielsen, cin@baeredygtigtlandbrug.dk

Scroll to Top