Danske myndigheder fifler med miljøtilstanden

Danmark opgør tilstanden for vandmiljøet på en anden og mere negativ måde end vores naboer i Tyskland og Sverige, viser EU-data

Miljøtilstand i Flensborg Fjord

Danske landmænd er i årevis blevet angrebet for at være skyld i, at vandmiljøet i Danmark er dårligt og vel at mærke dårligere end i vores nabolande. Det viser sig nu, at dette sandsynligvis skyldes, at man i Danmark vurderer på en anden og mere negativ måde end hos vore naboer.

”Jeg vil ikke sige, at jeg er overrasket, men det illustrerer endnu engang, at de danske myndigheder strammer garnet, både når de beskriver sygdommen, og når de udskriver medicinen”, siger direktør i Bæredygtigt Landbrug, Hans Aarestrup.

Negative vurderinger og stram regulering

Han mener, at man i Danmark ikke bare vurderer for negativt, men også laver alt for stramme regler efterfølgende.

Flensborg Fjord viser, hvordan danske forskere har en anden metode til opgørelse af miljøtilstanden i de danske farvande end den, tyske forskere bruger. Kortet, som kan ses ovenover, viser, hvordan man vurderer miljøtilstanden i fjorden. Rød er den dårligste kategori ”Bad”, orange er ”Poor”, mens lysegul er ”Moderate”. Midt i fjorden ligger grænsen mellem Danmark og Tyskland markeret med en grå streg.

Langt størstedelen af udledningerne i Flensborg Fjord kommer naturligvis fra Flensborg by med næsten 100.000 indbyggere. Alligevel skulle fjorden have det langt dårligere på den danske side.

BL-direktør: Det kan vi ikke leve med

”Vi kan jo hvert fald se, at der med største tydelighed er to helt forskellige måder at lave vurderingerne på. Det her må man se nærmere på i Folketinget. Vi kan ikke leve med så forskellige opgørelser”, siger Hans Aarestrup.

Han mener, at det her viser, at man i Danmark i årtier har overfortolket vandrammedirektivet og lagt alt for hårde restriktioner på dansk landbrug.

”Det her viser jo behovet for at forfølge ens retningslinjer for Danmark som i de omkringliggende lande”, forklarer Hans Aarestrup.

BL-direktøren mener, at kortet viser, at danske forskere og myndigheder bevidst har lavet en vurdering af den danske natur, der er for negativ.

Samme mønster andre steder

Det er ikke kun i Flensborg Fjord, at man kan se, at der er forskel i den måde, man laver vurderingerne på. Der er et tilsvarende mønster ved den jyske vestkyst, hvor de har en pænere vurdering i Tyskland. Der er også en tydelig forskel mellem Danmark og Sverige, hvor Danmark ligeledes vurderer tilstanden på den danske side af Øresund som værende dårligere.

Bæredygtigt Landbrug vil forsøge at få sagen taget op i Folketinget.

Du kan se det interaktive kort HER.

Note: Tak til Allan Holm Nielsen fra tænketanken ”Growz”, der gjorde opmærksom på forskellene mellem Danmark og Sverige og det interaktive kort, der fik BL på sporet af dokumentationen.

Af Jens Sillesen, jsi@baeredygtigtlandbrug.dk

Scroll to Top